Eduardo - vores ven

Alberguet i San Sebastian braendte ned sidste aar.
Det vidste vi selvfoelgelig ikke, saa i indlogerede os bare paa det albergue vi fandt i San Sebastian, efter at have gaaet langs stranden et par kilometer.

Alberguet mindede ret meget om gymnastiksalen paa en skole.
Det var det saa ogsaa.
Vores hospitalero paa stedet hed Eduardo, og det var ham der fortalte at det rigtige albergue var braendt og at dette her var et midlertidigt sted og at det var en engang sidste aar da en busfuld af unge fodboldspillere ankom og at de var igang med at bygge et nyt albergue (ikke fodboldspillerene altsaa) og i det hele taget talte Eduardo ret meget…

Naar man ankommer til saadan et sted saa er man traet. I foedderne. Og hovedet er tomt.
Naar saa sadan en faetter som Eduardo taler og taler saa kan man godt blive lidt…irritabel. Hvis man hedder Joachim.
Specielt naar hospitalero efter 20 minutters snakkken, spoerger om vi vil ha et bad inde vi taler videre?!
Meget beteanksomt, men nej - vi vil egentligt bare i bad og saa ud og shoppe nogle klip-klapper.

Se - hér viste Eduardo taender og var fantastisk; han forlod sin pind og fulgte os 500 meter op i bydelen og ind i en skobutik.
Ingen klip-klapper som vi kunne li’ dér.
Saa fulgte han os hen i en anden skobutik, men maate saa ogsaa undskyldte sig, fordi han mente at han lige maatte tilbage til pinden og se om der var kommet gaester…

Summa Summarum - Tim og jeg fik vores klip-klapper - og hold da kaeft hvor er saadan nogle aandsvage at gaa i!
Men hey - jeg er en glad mand der nu lufter taeer efter dagens strabadser.
Takket vaere Eduardo - som viste sig at vaere en fantastisk dejlig mand med en glimrende humor, naar foerst hans engelskkundskaber blev varmet op.

| ankomst, hospialero, refugie, refugium