Kapløb til Santa Irene

17.09.06 | 21:00 | Tim

Et hold på 5 tyskere valgte også at gå videre, netop som vi forlod refugiet.
Altså var vi 9 pilgrimme og muligvis flere foran os, som gik mod Santa Irene.

Der var gået konkurrence i den. Vi gik efter de sidste sengepladser i Santa Irene, og vi havde ikke tænkt os at tabe.

Vi holdte et godt tempo og gik også forbi dem alle, samt en enklet halvdøv pilgrim, som Joachim løb efter da da han var gået forkert ved et vejkryds.

Det var blevet til 41 km, vores rekord, da vi nåede det private refugium. Vi valgte bare at snuppe det, og fik de to sidste sengepladser de havde.

Efter at have smidt rygsækkene, gik vi op til den lokale bar/restaurant og fil en kold øl hver - den bedste vi nogensinde har smagt!

Trængsel i Arzua

17.09.06 | 16:00 | Tim

Det sidste dages nedstigninger havde sat sig i mit højre knæ, men vi var så tæt på Santiago at det bare handlede om at komme i mål.

Vi havde passeret det punkt hvor den nordlige og den franske rute støder sammen, hvilket betød flere pilgrimme på vejen og dermed også på refugierne.
Jeg tror også at en del startede ved de sidste 100 km, som er minimum for at få pilgrimsbeviset.

Turen var begivenhedsløs. Vi havde sat Arzua som dagens mål, og regnede med at vi dagen efter kunne nå et af de sidste refugier 5 eller 8 km fra Santiago, så vi kunne valse ind i byen fra morgenstunden.

Ved 16-tiden, efter 28 km nåede vi Arzua godt ømme i benene, og indskrev os på det offentlige refugium, som kun kunne tilbyde os de sidste to pladser på gulvet i et lille rum med 12 madrasser side om side.
Det var ikke med stor begejstring vi gik ned på torvet og fik en øl.

En tysk pige vi havde mødt nogle gange tidligere, fortalte at hun sammen med en amerikaner, ville gå videre til Santa Irene, som lå yderligere 14 km væk. Der skulle være et offentligt og et privat refugium. Det offentlige refugium havde kun 35 sengepladser.

Efter at have hvilet benene og under indtagelse af alkohol i solskinnet, blev vi enige om at tage chancen, og gå de 14 km til Santa Irene. Det kunne vi fa’me godt.

Så vi hentede vores grej og begav os på vej.

Carmen og Biker-Jens i Xan Julian

16.09.06 | 15:00 | Joachim

Afgangen fra Portomarin og vores totalt i orden hotelvaerelse, foregik tidligt om morgenen og det var moegtaaget og fugtigt.

Udgangen af byen foregik over en meget smal men meget hoej bro over en lettere udtoerret flod der loeb udenfor byen:

Efter et par timers march var det stadig taaget og fugtigt, hvilken var en anelse usaedvanligt fordi den slags suppe plejede at lette op ad formiddagen.

Vi havde sat os som maal at naa til Palas de Rei.
Tim havde koebt en knaebind i Samos og jeg havde koebt nogle Ibuprofen hestepiller paa 600 mg, saa trods det at Tims knae stadig gjorde knuder, var humoeret hoejt.

Da vi ankom til Palas de Rei var der fuldt booket paa alberguet, og i stedet for at vade rundt og lede efter anden overnatningsmulighed, besluttede vi os for at gaa videre og se hvad som skete.

Og saa skete der noget godt ca. 3 km udenfor byen - i Xan Julian.
Hér regerede Carmen et privat albergue og det gjorde hun godt.

Smilende og venlig tilboed hun aftensmad, overnatning og morgenmad til 20 euro, og specielt jeg faldt for hendes charme.
Jeg var ellers ved at vaere godt smadret og muggen, men da hun smilede saa livede jeg op.

Og saa var der lagt i ovnen til lokal raahygge; hende mand var tidligere biker og havde blandt andet koert paa kvaern igennem Europa. Han kunne ikke engelsk, men havde et usaedvanligt godt kropssprog og en fantastisk mimik saa jeg sad i baren en halv times tid og sluderede med ham. Via fagter og mimik. Rimeligt underholdende.

Efter aftensmaden smed han pludselig en lille pjusket killing paa bardisken og gav den noget maelk.

Denne her gamle socialist-biker-aktivist viste sig at vaere vild med katte, og viste mig billeder af tre killinger som han havde haft, mens han fortalt om deres forskellige temperament - via kropssprog :)

Jeg aergede mig en kort stund over at jeg ikke havde nogle billeder med af mine katte…men alright…kun i kort i tid; jeg er jo ikke helt idiot!

Carmens Place var absolut et hit for mig paa turen her.

Den laengste dag

15.09.06 | 21:00 | Tim

Det var ikke koldt men regnede lidt, da vi startede ud fra klosteret ved 6.30 tiden.

Omkring frokost ankom vi Sarria, som var en stoerre by med meget larm.
Vi spiste lidt, fandt et sted hvor vi kunne uploade de seneste billeder, og skyndte os saa videre.

Vi ville tage den med ro. Joachims achillesene skulle have lidt ro og mit hoejre knae var begyndt at goere ondt, saa vi satte Barbadelo som dagens maal.
Dette maal blev hurtigt aendret. Jeg havde koebt et stoettebind til knaet, Joachim havde ingen smerter, og Ferreiros laa ved 100 km maerket. Det ville vaere et godt sted at stoppe og slutte af med en kold øl.

Vi naaede da ogsaa 100 km stenen og Ferreiros med lidt oemme foedder, og jeg kunne maerke mit knae igen. Men refugiet var fuldt, saa vi kunne se frem til at laegge 9 km oveni de 27 vi allerede havde gaaet, for at naa til Portomarin.

Saa med en god portion vilje, og et par 600 mg Ibuprofen tabletter naaede vi byen ved 21-tiden.
Vi var enige om at beloenne os selv med en overnatning paa hotel og et par cervezas - de bedste vi nogensinde har smagt!

Morskab i Molinaseca

10.09.06 | 16:00 | Joachim

Refugiet i Molinaseca laa et lille stykke ud igennem byen, men var en fantastisk blanding af hoestbal og campingplads og udendoers sovesal.

Vi valgte en koejeseng udenfor under halvtaget.

Den aeldre herre der tog imod os paa refugiet mente absolut at det var godt valg, og i al beskedenhed saa tror jeg han havde et lille crush paa mig.
Det var tydeligt at han var homoseksuel, og jeg fik baade klem paa armen og blide dask paa ryggen da han vise herlighederne frem. Sovepladserne altsaa.

Vel installeret fandt vi ud af at refugiets 1. mand Alfredo - der sad ude paa den store terrasse med udsigt over teltene - ikke bare styrede sovepladser men ogsaa et velfungerende fadoelsanlaeg!
Efter 105 kilometer syntes vi jo nok at vi havde fortjent en oel.

Vi fik ham paa taerene - han sad med dem i en balje - og han lod hanen loebe.
En euro for en fadoel (den bedste vi nogensinde har faaet) er guf for en toerstig pilgrim saa vi blev hangende paa terassen og fik foelgeskab af ‘Vera’ fra Belgien.

Hendes rigtige navn er kendt af redaktionen…men det er hollandsk saa vi kan ikke huske det.

Hun kom for at nasse en smoeg fordi hun netop var stoppet med at ryge 4 timer forinden.
Nuvel - en pilgrim i noed bliver naturligvis hjulpet af en anden pilgrim, og hun kvitterede med et par af de billige og kolde fadoel, saa aftenen endte lidt teenageagtigt med at jeg taagede rundt i en fadoelsbrandert og snakkede med nogle polske piger, mens den aldre herre der havde taget imod os, gik syngende forbi mig og nappede mig i kinden.

Hvem siger at det er kedeligt at vaere pilgrim og have oemme foedder?!

UPDATE 18.07.2007
El famoso hospitalero Alfredo
Vi fandt senere ud af at vores hospitalero Alfredo er en berømthed på caminoen. Han skulle bl.a. have mødt den nuværende pave, da den blot var kardinal.

Fandt et billede på nettet af den berømte Alfredo.

/Tim

Rabanal del Camino

09.09.06 | 22:00 | Tim

Byen lignede noget fra middelalderen og vores albergue laa noget under standarden.
Til gengaeld serverede baren ved siden af en fantasisk sangria - den bedste vi nogensinde har smagt.
Det benyttede vi os af et par gange.

Under middagen paa byens finere restaurant, hvor vi indtog den klassiske “Menu del peregrino”, 3 retter for ca. kr. 65, blev vi opstoevet af fransk-canadiske Denis.

Aftenen sluttede med en kold oel og ganske undeholdende diskussion med Denis, som talte engelsk og fransk, og de tyske damer vi moedte i gaar, som kom fra det tidligere DDR og kun talte tysk.
hvor vores tyske veninder fra i gaar, lettere berusede, kom forbi og

From Dusk Till Dawn

09.09.06 | 12:00 | Joachim

Efter kaffepause og efter nogle timers benarbejde igennem nogle smaa, hyggelige byer, dukker et fantastisk syn op.
Netop som vi gaar ind i en ny, lille by og runder et hjoerne dukker der moderne poptoner op i luften og et kaempe skilt fortaeller os at vi staar foran ‘Mesón Cowboy’ - Cowboy Bar.

Det foeltes fuldstaendigt som at traede ind midt i en Quentin Tarantino film; efter timers slaeb i solen paa oede veje kunne vi saette os ned og faa en cola og en bocadillo (spaniens svar paa en sandwich) mens musikken bragede igennem.
Vi snuppede en oel (den bedste vi nogensiden har faaet) for lige at falde ind i stemningen og falde helt igennem.

Astorga - øl med tyskerne (fra Canada)

08.09.06 | 19:00 | Joachim

Paa vores foerste refugium stoedte vi paa en snakkende fyr der troede at vi var tyskere.
Han hed Denis og talte maerkeligt, saa jeg troede at hans selv var tysker.

Da vi traadte ind paa torvet i Astorga sad han og drak oel ved et af bordene paa en cafe. og han kaldte paa os.
Efter at Denis havde skubbet til bordet for at hilse paa os og lavet den obligatoriske ‘alle tandstikkerne ned paa fortorvet’, grinede vi meget af at han slet ikke var tysker, men fransk-canadisk.

Naamenaltsaa - Tim og jeg fandt refugiet oppe ved katedralen i Astorga og blev installeret.
Klokken var ved at blive mange saa vi gik ned paa torvet igen for at spise.

Her stoedte vi paa to midaldrende tyske damer som vi havde modt kort foer, og vi satte os til at spise med dem.

Pludselig dukkede Denis op. Og satte sig. Og snakkede. Og han er god til alle tre dele.
Der blev kaldt nogle store, kolde fadoel paa bordet (de bedste vi nogensinde har smagt) og saa gik snakken ellers paa tysk-engelsk, indtil damerne skulle i seng.
Saa drak vi nogle flere oel med Denis. Det er jo haardt arbejde at gaa hele dagen…

Ankomst til Leon

06.09.06 | 23:30 | Tim

Vi ankom til Leon kl. 23.30, hvilket betyder at refugierne er lukkede, saa efter at have tjekket katedralen ud og faaet os en lokal “cervesa” (øl) - den bedste vi nogensinde har smagt, fik vi et vaerelse paa et hostal.