Trængsel i Arzua

17.09.06 | 16:00 | Tim

Det sidste dages nedstigninger havde sat sig i mit højre knæ, men vi var så tæt på Santiago at det bare handlede om at komme i mål.

Vi havde passeret det punkt hvor den nordlige og den franske rute støder sammen, hvilket betød flere pilgrimme på vejen og dermed også på refugierne.
Jeg tror også at en del startede ved de sidste 100 km, som er minimum for at få pilgrimsbeviset.

Turen var begivenhedsløs. Vi havde sat Arzua som dagens mål, og regnede med at vi dagen efter kunne nå et af de sidste refugier 5 eller 8 km fra Santiago, så vi kunne valse ind i byen fra morgenstunden.

Ved 16-tiden, efter 28 km nåede vi Arzua godt ømme i benene, og indskrev os på det offentlige refugium, som kun kunne tilbyde os de sidste to pladser på gulvet i et lille rum med 12 madrasser side om side.
Det var ikke med stor begejstring vi gik ned på torvet og fik en øl.

En tysk pige vi havde mødt nogle gange tidligere, fortalte at hun sammen med en amerikaner, ville gå videre til Santa Irene, som lå yderligere 14 km væk. Der skulle være et offentligt og et privat refugium. Det offentlige refugium havde kun 35 sengepladser.

Efter at have hvilet benene og under indtagelse af alkohol i solskinnet, blev vi enige om at tage chancen, og gå de 14 km til Santa Irene. Det kunne vi fa’me godt.

Så vi hentede vores grej og begav os på vej.