Vi startede ud fra Astorga ved halv otte-tiden, hvilket desvaerre betoed at vi mere eller mindre havnede i en flok.
Det fungerer ikke rigtigt, naar man tyderligt kan hoere snak baade foran sig og bag sig.

Min hofte plagede mig stadig, og jeg maatte stadig halte mig igennem de foerste par kilometer.

Paa vores foerste refugium stoedte vi paa en snakkende fyr der troede at vi var tyskere.
Han hed Denis og talte maerkeligt, saa jeg troede at hans selv var tysker.

Da vi traadte ind paa torvet i Astorga sad han og drak oel ved et af bordene paa en cafe. og han kaldte paa os.
Efter at Denis havde skubbet til bordet for at hilse paa os og lavet den obligatoriske ‘alle tandstikkerne ned paa fortorvet’, grinede vi meget af at han slet ikke var tysker, men fransk-canadisk.

Naamenaltsaa - Tim og jeg fandt refugiet oppe ved katedralen i Astorga og blev installeret.
Klokken var ved at blive mange saa vi gik ned paa torvet igen for at spise.

Her stoedte vi paa to midaldrende tyske damer som vi havde modt kort foer, og vi satte os til at spise med dem.

Pludselig dukkede Denis op. Og satte sig. Og snakkede. Og han er god til alle tre dele.
Der blev kaldt nogle store, kolde fadoel paa bordet (de bedste vi nogensinde har smagt) og saa gik snakken ellers paa tysk-engelsk, indtil damerne skulle i seng.
Saa drak vi nogle flere oel med Denis. Det er jo haardt arbejde at gaa hele dagen…