Byen lignede noget fra middelalderen og vores albergue laa noget under standarden.
Til gengaeld serverede baren ved siden af en fantasisk sangria - den bedste vi nogensinde har smagt.
Det benyttede vi os af et par gange.

Under middagen paa byens finere restaurant, hvor vi indtog den klassiske “Menu del peregrino”, 3 retter for ca. kr. 65, blev vi opstoevet af fransk-canadiske Denis.

Aftenen sluttede med en kold oel og ganske undeholdende diskussion med Denis, som talte engelsk og fransk, og de tyske damer vi moedte i gaar, som kom fra det tidligere DDR og kun talte tysk.
hvor vores tyske veninder fra i gaar, lettere berusede, kom forbi og

Paa vores foerste refugium stoedte vi paa en snakkende fyr der troede at vi var tyskere.
Han hed Denis og talte maerkeligt, saa jeg troede at hans selv var tysker.

Da vi traadte ind paa torvet i Astorga sad han og drak oel ved et af bordene paa en cafe. og han kaldte paa os.
Efter at Denis havde skubbet til bordet for at hilse paa os og lavet den obligatoriske ‘alle tandstikkerne ned paa fortorvet’, grinede vi meget af at han slet ikke var tysker, men fransk-canadisk.

Naamenaltsaa - Tim og jeg fandt refugiet oppe ved katedralen i Astorga og blev installeret.
Klokken var ved at blive mange saa vi gik ned paa torvet igen for at spise.

Her stoedte vi paa to midaldrende tyske damer som vi havde modt kort foer, og vi satte os til at spise med dem.

Pludselig dukkede Denis op. Og satte sig. Og snakkede. Og han er god til alle tre dele.
Der blev kaldt nogle store, kolde fadoel paa bordet (de bedste vi nogensinde har smagt) og saa gik snakken ellers paa tysk-engelsk, indtil damerne skulle i seng.
Saa drak vi nogle flere oel med Denis. Det er jo haardt arbejde at gaa hele dagen…