Morgenstund har guld i mund

Jeg havde sovet som en sten hele natten og vaagnede af mig selv. Salen var moerk paa grund af de tilskoddede vinduer, og jeg antog at klokken var omkring seks.

Jeg havde maaske vaeret vaagen i en halv time, da doeren gik op, og vores hospitalero kom ind.

Han gik direkte over til et musikanlaeg og taendte for noget ikke synderlig blidt klassisk musik. Nu var alle vist vaagne.

Hvis ikke, saa var de det med sikkerhed, da rummet kort efter blev oplyst af 7000 neonroer, og Eduardo gik rundt til alle og hilste godmorgen paa adskellige sprog.