Glaedelig gensyn i Samos

14.09.06 | 16:00 | Tim

Stille aften i Samos. De kaotiske tosser kom selvfoelgelig for sent, til at kunne faa en rundvisning paa klosteret.
Saa vi koebte noget broed og lidt paalaeg, og satte os uden for klostret.
Vi spiste og hyggede os, hvorefter vi hoppede i seng, vistnok omkring 21.30.

Det regnede let her til morgen, men det var ikke spor koldt.
Naeste stop er Sarria, hvor vi laegger det seneste billeder op.

Vi har ogsaa lagt nogle billeder ind paa de tidligere indlaeg, saa det er muligt at faa en ide om hvor de forskellige billeder hoerer til.

Twin Peaks - nu med Lars Hjortshøj

13.09.06 | 16:00 | Joachim

Efter at have shoppet lidt &%$# souvenir i turistfaelden O Cebrerio, saa gik det nedad.
Og det gjorde nas. Paa mig ihvertfald.
Syv dage og 180 kilometer stort set uden smerter i muskler og saa *bam* - min achillesene paa venstre ben begynder at goere voldsomt ondt.

Da vi kom et godt stykke dernedaf saa rendte vi paa byen Alto del Poyo.
Den bestod af to bygninger - et albergue/bar og et hotel.
Stedet mindede voldsomt meget om et truckstop saa vi nakkede en kop kaffe mens det regnede - og mens jeg oemmede mig i lange baner.

Heldigvis laa der et overnatningssted tre kilometer laengere fremme i byen Fonfria del Camino.
Alberguet hed ‘A Reboleira’ og udadtil lignede det et standard betonhus.
Men da vi kom indenfor, saa var det som at traede ind i et afsnit af Twin Peaks; bjaelkehytte-look med trae allevegne og med et stort cirkulaert rum i midten kranset ind af traestolper.
Virkeligt syret. Og vejret udenfor der bestod af smaaregn og masser af taage hjalp til med stemningen.

Tim og jeg laa og stenede i vores senge omkring kl. 20.15, da en af fyrene fra alberguet (han lignede totalt Lars Hjortshoej) droenede ind i soverummet og spurgte om vi skulle ha’ mad med?!
Det skulle vi - og saa blev vi koert 50 meter i hans bil hen til et typisk, rundt Gaellisk hus der fungerede som festsal.
Hér stod den paa en slags saltede fisk. Altsaa - smaa fisk som var saltet og toerret med hud og haar.

Albergue ala Itabyra

12.09.06 | 18:00 | Joachim

Naa - efter denne her vildmand oppe paa bjerget der foeltes som 7.000 km, saa kom vi endelig ned fra igen og ’tilbage’ paa den ordnaere rute.

Der sker det forunderlige nogle gange at naar man er mest traet og smadret og muggen (jeg var lidt muggen- tro det eller la’ vaer’) - saa bliver man ogsaa ret indaedt.
Og vi blev indaedte.
I stedet for at overnatte i den foerste by - Trabadelo - saa forsatte vi.

Saa begyndte det at regne.
Saa begyndte vi at grine og syntes at det hele var totalt lige i skabet - deroute og regnvejr.
Og gik videre forbi byerne Portela og Ambasmestas.

Da vi drejede ind mod byen Vega de Valcarcel saa fik vi oeje paa et albergue der hed ‘Brazil’.
Og det blev dén dags skaebne.

Stedet belv styret med haard haand af Itabyra - en brasilianer der et par aar forinden havde faaet et ’syn’ og derefter aabnet dette her refugium for pilgrimme:

Itabyra viste sig at vaere et…sammensat menneske.
Han lugtede let af vin da vi ankom og boed os velkommen og forklarede at der var faelles mad kl. 20 hvis vi havde lyst.
Det havde vi.

Itabyra havde en brasiliansk kvinde som hjaelper i koekkenet og hun gik og sang med paa sangene der droenede ud af ghettoblasteren.
Og mens vi ventede paa middagen puslede Itabyra rundt i koekkenet.

Da der blev kaldt til middag var der daekket op til fem; Tim og jeg paa den ene side, to norske kvinder paa den anden side - og saa en kuvert til Itabyra. For bordenden.
Saa var stilen lagt.

Han fortalte om traditioner og om sit land og og sit lands mad og Caminoen.
Og maden var ikke serveret endnu - og vi var sultne.
Endelig hentede han salaten og vi gaflede i os mens han stadig snakkede og langsoooomt smed et par salatblade paa sin tallerken.

Og saaledes gik middagen. Tre retter mens Itabyra snart sad, snart stod op - og messede for bordenden paa sit fantastiske brasiliansk-engelske.

Men han var cool nok - i sin sweat-shirt med et ordentligt kors paa.
Han tog sin rolle som hospitaleria - vaert - alvorligt. Og det var en fantastisk oplevelse.
Da vi tog afsted om morgenen, stod han i doeraabningen og ringede en med klokken mens han sagde ‘Buen Camino’.

Lamme laar

10.09.06 | 12:00 | Tim

Samtalen paa vejen synes at forstumme som dagene gaar.

Udsigten er fantastisk. Bjergene bugter sig i horisonten, og en lejlighedsvis miniaturelandsby skimtes laengere nede.

Turen til Molinaseca var 25 km ned af et bjerg i bagende sol. Det saetter sig i laarene.

Undervejs stoppede vi i en lille landsby og koebte en hjemmelavet bocadillo - den bedste vi nogensinde har smagt.
Den blev lavet mens vi ventede, af en rar lille dame, som brugte ordet “bueno” adskellige gange mens hun omhyggeligt placerede skiver af skinke og ost paa broedet.

Rabanal del Camino

09.09.06 | 22:00 | Tim

Byen lignede noget fra middelalderen og vores albergue laa noget under standarden.
Til gengaeld serverede baren ved siden af en fantasisk sangria - den bedste vi nogensinde har smagt.
Det benyttede vi os af et par gange.

Under middagen paa byens finere restaurant, hvor vi indtog den klassiske “Menu del peregrino”, 3 retter for ca. kr. 65, blev vi opstoevet af fransk-canadiske Denis.

Aftenen sluttede med en kold oel og ganske undeholdende diskussion med Denis, som talte engelsk og fransk, og de tyske damer vi moedte i gaar, som kom fra det tidligere DDR og kun talte tysk.
hvor vores tyske veninder fra i gaar, lettere berusede, kom forbi og

From Dusk Till Dawn

09.09.06 | 12:00 | Joachim

Efter kaffepause og efter nogle timers benarbejde igennem nogle smaa, hyggelige byer, dukker et fantastisk syn op.
Netop som vi gaar ind i en ny, lille by og runder et hjoerne dukker der moderne poptoner op i luften og et kaempe skilt fortaeller os at vi staar foran ‘Mesón Cowboy’ - Cowboy Bar.

Det foeltes fuldstaendigt som at traede ind midt i en Quentin Tarantino film; efter timers slaeb i solen paa oede veje kunne vi saette os ned og faa en cola og en bocadillo (spaniens svar paa en sandwich) mens musikken bragede igennem.
Vi snuppede en oel (den bedste vi nogensiden har faaet) for lige at falde ind i stemningen og falde helt igennem.

Morgenkaffe hos Socorro

08.09.06 | 8:30 | Tim

Efter godt en times vandring faar vi oeje paa et skilt, der antyder at man kan faa kaffe, 50 m nede af en sidevej.

Vi gaar derned og begynder at afmontere vores pik-pak foran et privat hus. Et oejeblik efter kommer en lille goende hund ud, efterfulgt af en meget spansktalende kvinde.

Vi fik, efter lidt tids fakter, fattet at vi skulle foelge med hende ind i garagen. Her stod et bord og nogle stole, ved siden af bilen, hvor hun aabenbart trakterede med kaffe og hjemmelavede donuts.

Udover kaffen og kagerne, kunne hun ogsaa stemple vores pilgrimspas, hvilket man aabenbart ogsaa goer andre steder end hvor man overnatter. Men da hun saa at vi var startet i Leon, var hun tydeligvis ikke synderligt imponeret. Hun havde selv gaaet caminoen, hele vejen, 2 gange.
I det hele taget var hun ikke saadan at imponere. Joachims navn blev udtalt paa spansk, efter at det blev skrevet ned, men “Tim” mente hun slet ikke var et navn.

Det varede ikke laenge foer der kom et par polske pilgrimme til, for at afloese os maaske, saa vi pakkede vores grej, takkede mange gange, paa spansk, og begav os paa vej.

Overnatning i London

06.09.06 | 0:30 | Joachim

Vel ankommet til Stansted lufthavn i London, gik det op for os at London er et vidt begreb.
Vi havde 12 timer til vores afgang til Spanien og ville overnatte i London - som laa halvandens times bustur vaek.

Vi nappede et hostel i Victoria som hed “The Wellington” og som laa paa Vincent Square.
Vi ankom ved midnatstid og blev vi budt hjerteligt velkommen af natportieren som var baade hollandsk og indisk og som styrede de mange sengepladser.

Da vi spurgte efter noget at drikke, henviste han os til colamaskinen i kaelderen og mens Tim gik ned for at traekke drikkelse saa foraerede han mig sin madpakke.
Tre kogte aeg og to stykker toastbroed.
Snak om venlighed.

Her er udsigten fra vinduet i vaerelset: