Morskab i Molinaseca

10.09.06 | 16:00 | Joachim

Refugiet i Molinaseca laa et lille stykke ud igennem byen, men var en fantastisk blanding af hoestbal og campingplads og udendoers sovesal.

Vi valgte en koejeseng udenfor under halvtaget.

Den aeldre herre der tog imod os paa refugiet mente absolut at det var godt valg, og i al beskedenhed saa tror jeg han havde et lille crush paa mig.
Det var tydeligt at han var homoseksuel, og jeg fik baade klem paa armen og blide dask paa ryggen da han vise herlighederne frem. Sovepladserne altsaa.

Vel installeret fandt vi ud af at refugiets 1. mand Alfredo - der sad ude paa den store terrasse med udsigt over teltene - ikke bare styrede sovepladser men ogsaa et velfungerende fadoelsanlaeg!
Efter 105 kilometer syntes vi jo nok at vi havde fortjent en oel.

Vi fik ham paa taerene - han sad med dem i en balje - og han lod hanen loebe.
En euro for en fadoel (den bedste vi nogensinde har faaet) er guf for en toerstig pilgrim saa vi blev hangende paa terassen og fik foelgeskab af ‘Vera’ fra Belgien.

Hendes rigtige navn er kendt af redaktionen…men det er hollandsk saa vi kan ikke huske det.

Hun kom for at nasse en smoeg fordi hun netop var stoppet med at ryge 4 timer forinden.
Nuvel - en pilgrim i noed bliver naturligvis hjulpet af en anden pilgrim, og hun kvitterede med et par af de billige og kolde fadoel, saa aftenen endte lidt teenageagtigt med at jeg taagede rundt i en fadoelsbrandert og snakkede med nogle polske piger, mens den aldre herre der havde taget imod os, gik syngende forbi mig og nappede mig i kinden.

Hvem siger at det er kedeligt at vaere pilgrim og have oemme foedder?!

UPDATE 18.07.2007
El famoso hospitalero Alfredo
Vi fandt senere ud af at vores hospitalero Alfredo er en berømthed på caminoen. Han skulle bl.a. have mødt den nuværende pave, da den blot var kardinal.

Fandt et billede på nettet af den berømte Alfredo.

/Tim

Glæden ved de små ting

10.09.06 | 15:30 | Joachim

Saa landede vi endeligt i Molinaseca.
Foerste syn: vand!
Rigtigt, aegte loebende vand i rigelige maengder.
En bred kilde-flod loeb igenenm byen og vi styrtede over en bro ned paa en graesplaene hvor vi smed fodtoejet og dyppede de let opsvulmede og meget varme syrebasser i floden (den bedste vi nogensinde har dyppet dem i).

Ok, vandet var koldt.
Efter et par minutter hvor vi har staaet og lignet et par beskidte pilgrimsidioter blev det rigtigt koldt og saa begyndte det at goere ondt i foedderne paa en ny og spaendende maade.

Derfor var vi noedt til at smide os i graesset i solen og bare nyde livet.

Pilgrimstilvaerelsen er slet ikke saa ringe.
Smaa ting begynder at faa stoerre og stoerre betydning - og 20 minutter i graesset mens foedderne toerrer og kommer sig ovenpaa 25 km er en af de smaa ting der bliver store.