Jeg havde sovet som en sten hele natten og vaagnede af mig selv. Salen var moerk paa grund af de tilskoddede vinduer, og jeg antog at klokken var omkring seks.

Jeg havde maaske vaeret vaagen i en halv time, da doeren gik op, og vores hospitalero kom ind.

Han gik direkte over til et musikanlaeg og taendte for noget ikke synderlig blidt klassisk musik. Nu var alle vist vaagne.

Hvis ikke, saa var de det med sikkerhed, da rummet kort efter blev oplyst af 7000 neonroer, og Eduardo gik rundt til alle og hilste godmorgen paa adskellige sprog.

Afgangen fra Portomarin og vores totalt i orden hotelvaerelse, foregik tidligt om morgenen og det var moegtaaget og fugtigt.

Udgangen af byen foregik over en meget smal men meget hoej bro over en lettere udtoerret flod der loeb udenfor byen:

Efter et par timers march var det stadig taaget og fugtigt, hvilken var en anelse usaedvanligt fordi den slags suppe plejede at lette op ad formiddagen.

Vi havde sat os som maal at naa til Palas de Rei.
Tim havde koebt en knaebind i Samos og jeg havde koebt nogle Ibuprofen hestepiller paa 600 mg, saa trods det at Tims knae stadig gjorde knuder, var humoeret hoejt.

Da vi ankom til Palas de Rei var der fuldt booket paa alberguet, og i stedet for at vade rundt og lede efter anden overnatningsmulighed, besluttede vi os for at gaa videre og se hvad som skete.

Og saa skete der noget godt ca. 3 km udenfor byen - i Xan Julian.
Hér regerede Carmen et privat albergue og det gjorde hun godt.

Smilende og venlig tilboed hun aftensmad, overnatning og morgenmad til 20 euro, og specielt jeg faldt for hendes charme.
Jeg var ellers ved at vaere godt smadret og muggen, men da hun smilede saa livede jeg op.

Og saa var der lagt i ovnen til lokal raahygge; hende mand var tidligere biker og havde blandt andet koert paa kvaern igennem Europa. Han kunne ikke engelsk, men havde et usaedvanligt godt kropssprog og en fantastisk mimik saa jeg sad i baren en halv times tid og sluderede med ham. Via fagter og mimik. Rimeligt underholdende.

Efter aftensmaden smed han pludselig en lille pjusket killing paa bardisken og gav den noget maelk.

Denne her gamle socialist-biker-aktivist viste sig at vaere vild med katte, og viste mig billeder af tre killinger som han havde haft, mens han fortalt om deres forskellige temperament - via kropssprog :)

Jeg aergede mig en kort stund over at jeg ikke havde nogle billeder med af mine katte…men alright…kun i kort i tid; jeg er jo ikke helt idiot!

Carmens Place var absolut et hit for mig paa turen her.

Underlig nat. Jeg havde slet ingen fornemmelse af at have sovet.
Mine hofter gjorde ondt naar jeg laa paa siden, nogen klappede kortvarigt, tilsyneladende for at komme snorken til livs, og folk syntes at rende paa lokum hele tiden.
Til sidst taenkte jeg at nu maate alle da snart have vaeret ude at tisse. Vi var omkring 30 personer i sovesalen.

Pludselig saa jeg at nogen var ved at klaede sig paa. Maaske havde jeg sovet ind imellem alligevel.

Naa - efter denne her vildmand oppe paa bjerget der foeltes som 7.000 km, saa kom vi endelig ned fra igen og ’tilbage’ paa den ordnaere rute.

Der sker det forunderlige nogle gange at naar man er mest traet og smadret og muggen (jeg var lidt muggen- tro det eller la’ vaer’) - saa bliver man ogsaa ret indaedt.
Og vi blev indaedte.
I stedet for at overnatte i den foerste by - Trabadelo - saa forsatte vi.

Saa begyndte det at regne.
Saa begyndte vi at grine og syntes at det hele var totalt lige i skabet - deroute og regnvejr.
Og gik videre forbi byerne Portela og Ambasmestas.

Da vi drejede ind mod byen Vega de Valcarcel saa fik vi oeje paa et albergue der hed ‘Brazil’.
Og det blev dén dags skaebne.

Stedet belv styret med haard haand af Itabyra - en brasilianer der et par aar forinden havde faaet et ’syn’ og derefter aabnet dette her refugium for pilgrimme:

Itabyra viste sig at vaere et…sammensat menneske.
Han lugtede let af vin da vi ankom og boed os velkommen og forklarede at der var faelles mad kl. 20 hvis vi havde lyst.
Det havde vi.

Itabyra havde en brasiliansk kvinde som hjaelper i koekkenet og hun gik og sang med paa sangene der droenede ud af ghettoblasteren.
Og mens vi ventede paa middagen puslede Itabyra rundt i koekkenet.

Da der blev kaldt til middag var der daekket op til fem; Tim og jeg paa den ene side, to norske kvinder paa den anden side - og saa en kuvert til Itabyra. For bordenden.
Saa var stilen lagt.

Han fortalte om traditioner og om sit land og og sit lands mad og Caminoen.
Og maden var ikke serveret endnu - og vi var sultne.
Endelig hentede han salaten og vi gaflede i os mens han stadig snakkede og langsoooomt smed et par salatblade paa sin tallerken.

Og saaledes gik middagen. Tre retter mens Itabyra snart sad, snart stod op - og messede for bordenden paa sit fantastiske brasiliansk-engelske.

Men han var cool nok - i sin sweat-shirt med et ordentligt kors paa.
Han tog sin rolle som hospitaleria - vaert - alvorligt. Og det var en fantastisk oplevelse.
Da vi tog afsted om morgenen, stod han i doeraabningen og ringede en med klokken mens han sagde ‘Buen Camino’.

Refugiet i Molinaseca laa et lille stykke ud igennem byen, men var en fantastisk blanding af hoestbal og campingplads og udendoers sovesal.

Vi valgte en koejeseng udenfor under halvtaget.

Den aeldre herre der tog imod os paa refugiet mente absolut at det var godt valg, og i al beskedenhed saa tror jeg han havde et lille crush paa mig.
Det var tydeligt at han var homoseksuel, og jeg fik baade klem paa armen og blide dask paa ryggen da han vise herlighederne frem. Sovepladserne altsaa.

Vel installeret fandt vi ud af at refugiets 1. mand Alfredo - der sad ude paa den store terrasse med udsigt over teltene - ikke bare styrede sovepladser men ogsaa et velfungerende fadoelsanlaeg!
Efter 105 kilometer syntes vi jo nok at vi havde fortjent en oel.

Vi fik ham paa taerene - han sad med dem i en balje - og han lod hanen loebe.
En euro for en fadoel (den bedste vi nogensinde har faaet) er guf for en toerstig pilgrim saa vi blev hangende paa terassen og fik foelgeskab af ‘Vera’ fra Belgien.

Hendes rigtige navn er kendt af redaktionen…men det er hollandsk saa vi kan ikke huske det.

Hun kom for at nasse en smoeg fordi hun netop var stoppet med at ryge 4 timer forinden.
Nuvel - en pilgrim i noed bliver naturligvis hjulpet af en anden pilgrim, og hun kvitterede med et par af de billige og kolde fadoel, saa aftenen endte lidt teenageagtigt med at jeg taagede rundt i en fadoelsbrandert og snakkede med nogle polske piger, mens den aldre herre der havde taget imod os, gik syngende forbi mig og nappede mig i kinden.

Hvem siger at det er kedeligt at vaere pilgrim og have oemme foedder?!

UPDATE 18.07.2007

Vi fandt senere ud af at vores hospitalero Alfredo er en berømthed på caminoen. Han skulle bl.a. have mødt den nuværende pave, da den blot var kardinal.

Fandt et billede på nettet af den berømte Alfredo.

/Tim

Opvaagning i Rabanal kan vaere haard kost naar man hedder Joachim og har sovet meget taet sammen med 12 mennesker i et lille rum.

Tim vaekkede mig kl. 4 og sagde at saa var det op.
Derefter valgte han at kigge paa mit ur - han gaar naturligvis ikke med ur selv - og sagde at klokken var 4 og at det maaske nok var lige tidligt nok at staa op saa jeg kunne bare sove videre.

Se - jeg synes jo at det er den helt forkerte raekkefoelge at goere tingene i, men jeg er ogsaa udpraeget b-menneske og Tim er typen der normalt vaagner af sig selv paa det klokkeslag han skal op.

Nuvel - no hard feelings - jeg vendte mig om og sov videre til kl. 6.15, hvor han igen vaekkede mig.
Denne gang var det alvor og mens jeg baksede med min sovepose og min undertroeje og mit haandklaede og mine gaa-bukser og mine sko og alt mit forpulede lort i moerket, blev jeg mere og mere rasende!

Til sidst smed eg hele lortet ude paa trappen til 1. sal ude i foyeren saa det fyldte fire trin, og mens jeg sad og pakkede min rygsaek og pakkede den om igen sendte jeg onde blikke til de formastelige som vovede at bruge MIN trappe til at gaa paa!
Naar jeg nu skulle sidde og pakke.

Naa - gang i bentoejet, og ud af Rabanal i tusmoerket og den dejligt koelige morgenluft.

Ude paa ruten er det svaert at bevare et daarligt morgenhumoer laenge - selv for en garvet morgengnaven person som mig. Specielt sammen med Tim er det svaert. Vi har kendt hinanden i 26 aar og har tonsvis af faelles oplevelser og jokes med i baggagen.
Faktisk griner vi ret meget, og er jaevnt platte.

Saa naaede vi endelig vores foerste refugium, og jeg tror nok at vi kunne maerke vores foedder.

Heldigvis havde stedet et lille muslingeformet basin med rindende vand, hvor vi tillod os at koele vores varme sutter lidt.
Nogle medpilgrimme kiggede paa os fra et vindue med et skeptisk udtryk.

Her moedte vi saa Gunhild igen, som lod os laane hendes guidebog indtil naeste morgen, samt gav et kort og en liste over refugier paa vejen.

Vi ankom til Leon kl. 23.30, hvilket betyder at refugierne er lukkede, saa efter at have tjekket katedralen ud og faaet os en lokal “cervesa” (øl) - den bedste vi nogensinde har smagt, fik vi et vaerelse paa et hostal.

Vel ankommet til Stansted lufthavn i London, gik det op for os at London er et vidt begreb.
Vi havde 12 timer til vores afgang til Spanien og ville overnatte i London - som laa halvandens times bustur vaek.

Vi nappede et hostel i Victoria som hed “The Wellington” og som laa paa Vincent Square.
Vi ankom ved midnatstid og blev vi budt hjerteligt velkommen af natportieren som var baade hollandsk og indisk og som styrede de mange sengepladser.

Da vi spurgte efter noget at drikke, henviste han os til colamaskinen i kaelderen og mens Tim gik ned for at traekke drikkelse saa foraerede han mig sin madpakke.
Tre kogte aeg og to stykker toastbroed.
Snak om venlighed.

Her er udsigten fra vinduet i vaerelset: