Afslutning i katedralen i Santiago

19.09.06 | 12:00 | Joachim

Klik for at afspille
(35 mb - mov/QT)

Tosserne naede Santiago

18.09.06 | 14:23 | Tim

Saa er vi naet vi frem til Santiago de Compostela.
Vi har faaet stemplet pas, udleveret diplomer og booket flybilletter.
Vi forventer at ankomme til CHP onsdag kl. 15.10 med Iberia IB3304, hvis nogen skulle have lyst til at hente os - i Terminal 2.

Nu skal vi have et bad og en iskold cerveza.

Hullerne i historien bliver udfyldt senere.

Turist i Santiago de Compostela

18.09.06 | 13:00 | Tim

Vi stod tidligt op, klar til de sidste knap 20 km til Santiago. Klar til at tage hjem.

Det var mørkt og tåget, så lygterne måtte frem for at spotte de gule pile.
Vi skulle igennem en masse skov, for allerede efter 8 km at støde stenen ved bygrænsen, som alle de andre har taget billeder af. Vi tog også et par billeder.

Det blev langsomt mere og mere by. Vi stoppede ved et hotel og fik morgenkaffe og en croissant, hvorefter vi fortsatte mod byen.

Kl. 12.37 trådte vi ind på pilgrimskontoret, fik godkendt og stemplet vores pilgrimspas, samt udleveret det officielle bevis på vores antregnelser. Vi satte os på den store trappe og nød solen.

Stolte og lettede, men også lidt vemodige. Vi var lige pludselige blevet identitetsløse.
Den identitet vi havde haft de sidste par uger, var som ved et trylleslg forsvundet. Vi var nu blot et par turister blandt tusinde i den store gamle by. Ingen ænsede os, ingen hilste.

Kapløb til Santa Irene

17.09.06 | 21:00 | Tim

Et hold på 5 tyskere valgte også at gå videre, netop som vi forlod refugiet.
Altså var vi 9 pilgrimme og muligvis flere foran os, som gik mod Santa Irene.

Der var gået konkurrence i den. Vi gik efter de sidste sengepladser i Santa Irene, og vi havde ikke tænkt os at tabe.

Vi holdte et godt tempo og gik også forbi dem alle, samt en enklet halvdøv pilgrim, som Joachim løb efter da da han var gået forkert ved et vejkryds.

Det var blevet til 41 km, vores rekord, da vi nåede det private refugium. Vi valgte bare at snuppe det, og fik de to sidste sengepladser de havde.

Efter at have smidt rygsækkene, gik vi op til den lokale bar/restaurant og fil en kold øl hver - den bedste vi nogensinde har smagt!

Trængsel i Arzua

17.09.06 | 16:00 | Tim

Det sidste dages nedstigninger havde sat sig i mit højre knæ, men vi var så tæt på Santiago at det bare handlede om at komme i mål.

Vi havde passeret det punkt hvor den nordlige og den franske rute støder sammen, hvilket betød flere pilgrimme på vejen og dermed også på refugierne.
Jeg tror også at en del startede ved de sidste 100 km, som er minimum for at få pilgrimsbeviset.

Turen var begivenhedsløs. Vi havde sat Arzua som dagens mål, og regnede med at vi dagen efter kunne nå et af de sidste refugier 5 eller 8 km fra Santiago, så vi kunne valse ind i byen fra morgenstunden.

Ved 16-tiden, efter 28 km nåede vi Arzua godt ømme i benene, og indskrev os på det offentlige refugium, som kun kunne tilbyde os de sidste to pladser på gulvet i et lille rum med 12 madrasser side om side.
Det var ikke med stor begejstring vi gik ned på torvet og fik en øl.

En tysk pige vi havde mødt nogle gange tidligere, fortalte at hun sammen med en amerikaner, ville gå videre til Santa Irene, som lå yderligere 14 km væk. Der skulle være et offentligt og et privat refugium. Det offentlige refugium havde kun 35 sengepladser.

Efter at have hvilet benene og under indtagelse af alkohol i solskinnet, blev vi enige om at tage chancen, og gå de 14 km til Santa Irene. Det kunne vi fa’me godt.

Så vi hentede vores grej og begav os på vej.

Ah, peregrino!

08.09.06 | 21:00 | Tim

Naar man er ankommet til en by, og alle har skiftet toej, kan man altid genkende en peregrino - pilgrim - paa maaden de gaar, rejser og saetter sig.
Man hilser selvfoelgelig.

Morgenkaffe hos Socorro

08.09.06 | 8:30 | Tim

Efter godt en times vandring faar vi oeje paa et skilt, der antyder at man kan faa kaffe, 50 m nede af en sidevej.

Vi gaar derned og begynder at afmontere vores pik-pak foran et privat hus. Et oejeblik efter kommer en lille goende hund ud, efterfulgt af en meget spansktalende kvinde.

Vi fik, efter lidt tids fakter, fattet at vi skulle foelge med hende ind i garagen. Her stod et bord og nogle stole, ved siden af bilen, hvor hun aabenbart trakterede med kaffe og hjemmelavede donuts.

Udover kaffen og kagerne, kunne hun ogsaa stemple vores pilgrimspas, hvilket man aabenbart ogsaa goer andre steder end hvor man overnatter. Men da hun saa at vi var startet i Leon, var hun tydeligvis ikke synderligt imponeret. Hun havde selv gaaet caminoen, hele vejen, 2 gange.
I det hele taget var hun ikke saadan at imponere. Joachims navn blev udtalt paa spansk, efter at det blev skrevet ned, men “Tim” mente hun slet ikke var et navn.

Det varede ikke laenge foer der kom et par polske pilgrimme til, for at afloese os maaske, saa vi pakkede vores grej, takkede mange gange, paa spansk, og begav os paa vej.

Vores foerste refugium

07.09.06 | 15:00 | Tim

Saa naaede vi endelig vores foerste refugium, og jeg tror nok at vi kunne maerke vores foedder.

Heldigvis havde stedet et lille muslingeformet basin med rindende vand, hvor vi tillod os at koele vores varme sutter lidt.
Nogle medpilgrimme kiggede paa os fra et vindue med et skeptisk udtryk.

Her moedte vi saa Gunhild igen, som lod os laane hendes guidebog indtil naeste morgen, samt gav et kort og en liste over refugier paa vejen.