Tidligt op og sent i seng - det er godt for en pilgrim.

Vi tog afsted fra Molinaseca kl. 6.30 og altsaa - det er dejligt at gaa tidligt for det er koeligt.
Om dagen naar solen er staaet op, er her over 30 grader.

Turen gik mod Cacabelos og muligvis lidt laengere, men da vi ramte byen efter 20 kilometer blev vi enige om at vi havde gaaet nok.

Denne dags terraen var en anelse kedeligt omend varieret.
En del af ruten gik igennem en stoerre industriby og den slags kan man jo bare tage til Glostrup for at glo paa.
Men til andre tider gik vi igennem vinmarker, og det er altsaa en meget fed fornemmelse at plukke et par druer og gaa og spise dem paa vejen.

Vejret var for en gangs skyld overskyet, og det betoed at de 30 grader foeltes helt menneskelige

Over bygraensen til Cacabelos blev vi budt velkommen af ‘Vera’ og det er jo altid dejligt at blive budt velkommen saa vi fulgte hendes anvisning som foerte til refugiet lige udenfor byen.

Og her bor vi saa nu.
I et tomands-rum. Det er herlige sager.
Og dagens vasketoej er haengt til toerre. Som man siger.

Refugiet i Molinaseca laa et lille stykke ud igennem byen, men var en fantastisk blanding af hoestbal og campingplads og udendoers sovesal.

Vi valgte en koejeseng udenfor under halvtaget.

Den aeldre herre der tog imod os paa refugiet mente absolut at det var godt valg, og i al beskedenhed saa tror jeg han havde et lille crush paa mig.
Det var tydeligt at han var homoseksuel, og jeg fik baade klem paa armen og blide dask paa ryggen da han vise herlighederne frem. Sovepladserne altsaa.

Vel installeret fandt vi ud af at refugiets 1. mand Alfredo - der sad ude paa den store terrasse med udsigt over teltene - ikke bare styrede sovepladser men ogsaa et velfungerende fadoelsanlaeg!
Efter 105 kilometer syntes vi jo nok at vi havde fortjent en oel.

Vi fik ham paa taerene - han sad med dem i en balje - og han lod hanen loebe.
En euro for en fadoel (den bedste vi nogensinde har faaet) er guf for en toerstig pilgrim saa vi blev hangende paa terassen og fik foelgeskab af ‘Vera’ fra Belgien.

Hendes rigtige navn er kendt af redaktionen…men det er hollandsk saa vi kan ikke huske det.

Hun kom for at nasse en smoeg fordi hun netop var stoppet med at ryge 4 timer forinden.
Nuvel - en pilgrim i noed bliver naturligvis hjulpet af en anden pilgrim, og hun kvitterede med et par af de billige og kolde fadoel, saa aftenen endte lidt teenageagtigt med at jeg taagede rundt i en fadoelsbrandert og snakkede med nogle polske piger, mens den aldre herre der havde taget imod os, gik syngende forbi mig og nappede mig i kinden.

Hvem siger at det er kedeligt at vaere pilgrim og have oemme foedder?!

UPDATE 18.07.2007

Vi fandt senere ud af at vores hospitalero Alfredo er en berømthed på caminoen. Han skulle bl.a. have mødt den nuværende pave, da den blot var kardinal.

Fandt et billede på nettet af den berømte Alfredo.

/Tim

Et stykke udenfor Astorga gjorde vi holdt ved en superhyggelig gaard med udsigt til dejligt landskab.

Inde paa gaardspladsen blev der budt velkommen med kaffe og sager - hvis man var til det.

Her stoedte vi saa lige paa Gunhild der - paa aegte soenderjydsk maner - hun er fra Haderslev - havde siddet og soebet kaffe.
Hun er naturligvis en benhaard dame saadan at gaa hele Caminoen.

Vi snuppede ogsaa en kaffe - og Tim sagde at det vist var paa tide at jeg koebte et regnslag for hvis det begyndte at regne saa kunne jeg god risikerer at blive vaad og det havde jeg slet ikke taenkt paa hjemmefra saa jeg jeg gik ud i porten paa gaarden for at shoppe.

Her var et lille udsalg af pilgrimssager - og naturligvis et stempel og en stempelpude.
Alle steder som ligger langs pilgrimsruten har deres eget stempel, saa pilgrimmene kan faa stemlet deres pilgrimspas og derved dokumenterer overfor de kirkelige autoriteter i Santiago at de faktisk har bevaget sig paa pilgrimsruten…

Nuvel - jeg smuttede ind i porten og koebte et regnslag i - og en hat!

Paa vores foerste refugium stoedte vi paa en snakkende fyr der troede at vi var tyskere.
Han hed Denis og talte maerkeligt, saa jeg troede at hans selv var tysker.

Da vi traadte ind paa torvet i Astorga sad han og drak oel ved et af bordene paa en cafe. og han kaldte paa os.
Efter at Denis havde skubbet til bordet for at hilse paa os og lavet den obligatoriske ‘alle tandstikkerne ned paa fortorvet’, grinede vi meget af at han slet ikke var tysker, men fransk-canadisk.

Naamenaltsaa - Tim og jeg fandt refugiet oppe ved katedralen i Astorga og blev installeret.
Klokken var ved at blive mange saa vi gik ned paa torvet igen for at spise.

Her stoedte vi paa to midaldrende tyske damer som vi havde modt kort foer, og vi satte os til at spise med dem.

Pludselig dukkede Denis op. Og satte sig. Og snakkede. Og han er god til alle tre dele.
Der blev kaldt nogle store, kolde fadoel paa bordet (de bedste vi nogensinde har smagt) og saa gik snakken ellers paa tysk-engelsk, indtil damerne skulle i seng.
Saa drak vi nogle flere oel med Denis. Det er jo haardt arbejde at gaa hele dagen…

…men ind imellem så løber man jo altså på nogle interessante mennesker, og så trækker det ud.

Som nu for eksempel her i eftermiddags i Netto i Matthæusgade på Vesterbro.
Sådan henover kødpålægget stødte jeg ind i min ex-svigerinde og hun spurgte hvornår jeg skulle på pilgrimsturen (velinformeret som hun nu er).
Jeg svarede at det var nu på tirsdag, og pludselig brød en pige så ind og sagde at hun skam lige havde gået på Camino’en og så endte jeg med at stå og snakke med hende i 20 minutter.

Hun hedder Linda og har sin egen historie og tilhørende billeder liggende her.
Jeg fik linket på en seddel:

Og så kender hun vist også Eline der har blogget om sin gåtur og ikke mindst forberedelserne til den - for ikke at nævne hendes ømme knæ.

Jeg føler mig allerede som medlem af et broder(søster?)skab.
Og jeg er ikke engang kommet afsted endnu.