Eduardo - vores ven

21.07.07 | 18:47 | Joachim

Alberguet i San Sebastian braendte ned sidste aar.
Det vidste vi selvfoelgelig ikke, saa i indlogerede os bare paa det albergue vi fandt i San Sebastian, efter at have gaaet langs stranden et par kilometer.

Alberguet mindede ret meget om gymnastiksalen paa en skole.
Det var det saa ogsaa.
Vores hospitalero paa stedet hed Eduardo, og det var ham der fortalte at det rigtige albergue var braendt og at dette her var et midlertidigt sted og at det var en engang sidste aar da en busfuld af unge fodboldspillere ankom og at de var igang med at bygge et nyt albergue (ikke fodboldspillerene altsaa) og i det hele taget talte Eduardo ret meget…

Naar man ankommer til saadan et sted saa er man traet. I foedderne. Og hovedet er tomt.
Naar saa sadan en faetter som Eduardo taler og taler saa kan man godt blive lidt…irritabel. Hvis man hedder Joachim.
Specielt naar hospitalero efter 20 minutters snakkken, spoerger om vi vil ha et bad inde vi taler videre?!
Meget beteanksomt, men nej - vi vil egentligt bare i bad og saa ud og shoppe nogle klip-klapper.
Eduardo

Se - hér viste Eduardo taender og var fantastisk; han forlod sin pind og fulgte os 500 meter op i bydelen og ind i en skobutik.
Ingen klip-klapper som vi kunne li’ dér.
Saa fulgte han os hen i en anden skobutik, men maate saa ogsaa undskyldte sig, fordi han mente at han lige maatte tilbage til pinden og se om der var kommet gaester…

Summa Summarum - Tim og jeg fik vores klip-klapper - og hold da kaeft hvor er saadan nogle aandsvage at gaa i!
Men hey - jeg er en glad mand der nu lufter taeer efter dagens strabadser.
Takket vaere Eduardo - som viste sig at vaere en fantastisk dejlig mand med en glimrende humor, naar foerst hans engelskkundskaber blev varmet op.

Ankommer til Irún

21.07.07 | 18:00 | Tim

Efter en flyvetur, eller rettere to, som syntes uendelig lange, ankom vi til San Sebastian lufthavn kl. 19.
Da der kun var 5 km til Irún gik vi, traditionen tro, ind til byen for at finde et albuerge, hvor vi kunne hvile ud inden egentlige start.

Efter at have staaet og studeret et lokalt kort over byen, moedte vi den saedvanlige spanske hjaelpsomhed, i form at en aeldre dame, som fulgte os paa vej. Hun skulle vist alligevel den vej.

Det et lille albuerge med omkring 12 sovepladser, indrettet i en lejlighed og styret venlig, men bestemt af Hospitalero’en Felix.

Trængsel i Arzua

17.09.06 | 16:00 | Tim

Det sidste dages nedstigninger havde sat sig i mit højre knæ, men vi var så tæt på Santiago at det bare handlede om at komme i mål.

Vi havde passeret det punkt hvor den nordlige og den franske rute støder sammen, hvilket betød flere pilgrimme på vejen og dermed også på refugierne.
Jeg tror også at en del startede ved de sidste 100 km, som er minimum for at få pilgrimsbeviset.

Turen var begivenhedsløs. Vi havde sat Arzua som dagens mål, og regnede med at vi dagen efter kunne nå et af de sidste refugier 5 eller 8 km fra Santiago, så vi kunne valse ind i byen fra morgenstunden.

Ved 16-tiden, efter 28 km nåede vi Arzua godt ømme i benene, og indskrev os på det offentlige refugium, som kun kunne tilbyde os de sidste to pladser på gulvet i et lille rum med 12 madrasser side om side.
Det var ikke med stor begejstring vi gik ned på torvet og fik en øl.

En tysk pige vi havde mødt nogle gange tidligere, fortalte at hun sammen med en amerikaner, ville gå videre til Santa Irene, som lå yderligere 14 km væk. Der skulle være et offentligt og et privat refugium. Det offentlige refugium havde kun 35 sengepladser.

Efter at have hvilet benene og under indtagelse af alkohol i solskinnet, blev vi enige om at tage chancen, og gå de 14 km til Santa Irene. Det kunne vi fa’me godt.

Så vi hentede vores grej og begav os på vej.

Den laengste dag

15.09.06 | 21:00 | Tim

Det var ikke koldt men regnede lidt, da vi startede ud fra klosteret ved 6.30 tiden.

Omkring frokost ankom vi Sarria, som var en stoerre by med meget larm.
Vi spiste lidt, fandt et sted hvor vi kunne uploade de seneste billeder, og skyndte os saa videre.

Vi ville tage den med ro. Joachims achillesene skulle have lidt ro og mit hoejre knae var begyndt at goere ondt, saa vi satte Barbadelo som dagens maal.
Dette maal blev hurtigt aendret. Jeg havde koebt et stoettebind til knaet, Joachim havde ingen smerter, og Ferreiros laa ved 100 km maerket. Det ville vaere et godt sted at stoppe og slutte af med en kold øl.

Vi naaede da ogsaa 100 km stenen og Ferreiros med lidt oemme foedder, og jeg kunne maerke mit knae igen. Men refugiet var fuldt, saa vi kunne se frem til at laegge 9 km oveni de 27 vi allerede havde gaaet, for at naa til Portomarin.

Saa med en god portion vilje, og et par 600 mg Ibuprofen tabletter naaede vi byen ved 21-tiden.
Vi var enige om at beloenne os selv med en overnatning paa hotel og et par cervezas - de bedste vi nogensinde har smagt!

Alene til Samos

14.09.06 | 14:00 | Tim

Det var koldt, moerkt og taaget da tog afsted.
Vi maate tage regnslag paa for ikke at blive kolde paa brystet.

Ved ankomsten til Triacastela var foerste prioritet at finde en laege til Joachims ben, hvilket lykkedes med lidt lokal hjaelp.
Der var foerst tid kl. 13.30, saa vi spiste morgenmad og aftalte at moedes i Samos senere paa dagen.

Jeg koebte mig en vandrestav, og begav mig afsted uden min foelgesvend.
At gaa alene var fint nok, men ved ankomsten til klosteret i Samos, foelte jeg mig temmelig ensom.

Refugiet paa klosteret var endnu ikke aabent, men jeg fik love at smide min rygsaek, og kunne saa komme igen en time senere. Tid til kaffe og skrive et par postkort.

Efter at have skrevet mig ind, lagde jeg mig paa sengen og hvilede benene. Spekulerede paa om Joachim kom tilbage med en melding om at vaere noedt til at tage hjem. Sov lidt.

Twin Peaks - nu med Lars Hjortshøj

13.09.06 | 16:00 | Joachim

Efter at have shoppet lidt &%$# souvenir i turistfaelden O Cebrerio, saa gik det nedad.
Og det gjorde nas. Paa mig ihvertfald.
Syv dage og 180 kilometer stort set uden smerter i muskler og saa *bam* - min achillesene paa venstre ben begynder at goere voldsomt ondt.

Da vi kom et godt stykke dernedaf saa rendte vi paa byen Alto del Poyo.
Den bestod af to bygninger - et albergue/bar og et hotel.
Stedet mindede voldsomt meget om et truckstop saa vi nakkede en kop kaffe mens det regnede - og mens jeg oemmede mig i lange baner.

Heldigvis laa der et overnatningssted tre kilometer laengere fremme i byen Fonfria del Camino.
Alberguet hed ‘A Reboleira’ og udadtil lignede det et standard betonhus.
Men da vi kom indenfor, saa var det som at traede ind i et afsnit af Twin Peaks; bjaelkehytte-look med trae allevegne og med et stort cirkulaert rum i midten kranset ind af traestolper.
Virkeligt syret. Og vejret udenfor der bestod af smaaregn og masser af taage hjalp til med stemningen.

Tim og jeg laa og stenede i vores senge omkring kl. 20.15, da en af fyrene fra alberguet (han lignede totalt Lars Hjortshoej) droenede ind i soverummet og spurgte om vi skulle ha’ mad med?!
Det skulle vi - og saa blev vi koert 50 meter i hans bil hen til et typisk, rundt Gaellisk hus der fungerede som festsal.
Hér stod den paa en slags saltede fisk. Altsaa - smaa fisk som var saltet og toerret med hud og haar.

Albergue ala Itabyra

12.09.06 | 18:00 | Joachim

Naa - efter denne her vildmand oppe paa bjerget der foeltes som 7.000 km, saa kom vi endelig ned fra igen og ’tilbage’ paa den ordnaere rute.

Der sker det forunderlige nogle gange at naar man er mest traet og smadret og muggen (jeg var lidt muggen- tro det eller la’ vaer’) - saa bliver man ogsaa ret indaedt.
Og vi blev indaedte.
I stedet for at overnatte i den foerste by - Trabadelo - saa forsatte vi.

Saa begyndte det at regne.
Saa begyndte vi at grine og syntes at det hele var totalt lige i skabet - deroute og regnvejr.
Og gik videre forbi byerne Portela og Ambasmestas.

Da vi drejede ind mod byen Vega de Valcarcel saa fik vi oeje paa et albergue der hed ‘Brazil’.
Og det blev dén dags skaebne.

Stedet belv styret med haard haand af Itabyra - en brasilianer der et par aar forinden havde faaet et ’syn’ og derefter aabnet dette her refugium for pilgrimme:

Itabyra viste sig at vaere et…sammensat menneske.
Han lugtede let af vin da vi ankom og boed os velkommen og forklarede at der var faelles mad kl. 20 hvis vi havde lyst.
Det havde vi.

Itabyra havde en brasiliansk kvinde som hjaelper i koekkenet og hun gik og sang med paa sangene der droenede ud af ghettoblasteren.
Og mens vi ventede paa middagen puslede Itabyra rundt i koekkenet.

Da der blev kaldt til middag var der daekket op til fem; Tim og jeg paa den ene side, to norske kvinder paa den anden side - og saa en kuvert til Itabyra. For bordenden.
Saa var stilen lagt.

Han fortalte om traditioner og om sit land og og sit lands mad og Caminoen.
Og maden var ikke serveret endnu - og vi var sultne.
Endelig hentede han salaten og vi gaflede i os mens han stadig snakkede og langsoooomt smed et par salatblade paa sin tallerken.

Og saaledes gik middagen. Tre retter mens Itabyra snart sad, snart stod op - og messede for bordenden paa sit fantastiske brasiliansk-engelske.

Men han var cool nok - i sin sweat-shirt med et ordentligt kors paa.
Han tog sin rolle som hospitaleria - vaert - alvorligt. Og det var en fantastisk oplevelse.
Da vi tog afsted om morgenen, stod han i doeraabningen og ringede en med klokken mens han sagde ‘Buen Camino’.

Heller ingen billeder i dag

11.09.06 | 16:30 | Tim

Paa det offentlige refugium er internet gratis - paa et 56k modem.

Daarlig forbindelse

10.09.06 | 22:52 | Tim

Vi smider altsaa ikke billeder op i dag. Denne forbindelse sutter helt vildt.

Morskab i Molinaseca

10.09.06 | 16:00 | Joachim

Refugiet i Molinaseca laa et lille stykke ud igennem byen, men var en fantastisk blanding af hoestbal og campingplads og udendoers sovesal.

Vi valgte en koejeseng udenfor under halvtaget.

Den aeldre herre der tog imod os paa refugiet mente absolut at det var godt valg, og i al beskedenhed saa tror jeg han havde et lille crush paa mig.
Det var tydeligt at han var homoseksuel, og jeg fik baade klem paa armen og blide dask paa ryggen da han vise herlighederne frem. Sovepladserne altsaa.

Vel installeret fandt vi ud af at refugiets 1. mand Alfredo - der sad ude paa den store terrasse med udsigt over teltene - ikke bare styrede sovepladser men ogsaa et velfungerende fadoelsanlaeg!
Efter 105 kilometer syntes vi jo nok at vi havde fortjent en oel.

Vi fik ham paa taerene - han sad med dem i en balje - og han lod hanen loebe.
En euro for en fadoel (den bedste vi nogensinde har faaet) er guf for en toerstig pilgrim saa vi blev hangende paa terassen og fik foelgeskab af ‘Vera’ fra Belgien.

Hendes rigtige navn er kendt af redaktionen…men det er hollandsk saa vi kan ikke huske det.

Hun kom for at nasse en smoeg fordi hun netop var stoppet med at ryge 4 timer forinden.
Nuvel - en pilgrim i noed bliver naturligvis hjulpet af en anden pilgrim, og hun kvitterede med et par af de billige og kolde fadoel, saa aftenen endte lidt teenageagtigt med at jeg taagede rundt i en fadoelsbrandert og snakkede med nogle polske piger, mens den aldre herre der havde taget imod os, gik syngende forbi mig og nappede mig i kinden.

Hvem siger at det er kedeligt at vaere pilgrim og have oemme foedder?!

UPDATE 18.07.2007
El famoso hospitalero Alfredo
Vi fandt senere ud af at vores hospitalero Alfredo er en berømthed på caminoen. Han skulle bl.a. have mødt den nuværende pave, da den blot var kardinal.

Fandt et billede på nettet af den berømte Alfredo.

/Tim