Arkiv for kategorien 'dag 2 - 35 km'

Ah, peregrino!

08.09.06 | 21:00 | Tim

Naar man er ankommet til en by, og alle har skiftet toej, kan man altid genkende en peregrino - pilgrim - paa maaden de gaar, rejser og saetter sig.
Man hilser selvfoelgelig.

Astorga - øl med tyskerne (fra Canada)

08.09.06 | 19:00 | Joachim

Paa vores foerste refugium stoedte vi paa en snakkende fyr der troede at vi var tyskere.
Han hed Denis og talte maerkeligt, saa jeg troede at hans selv var tysker.

Da vi traadte ind paa torvet i Astorga sad han og drak oel ved et af bordene paa en cafe. og han kaldte paa os.
Efter at Denis havde skubbet til bordet for at hilse paa os og lavet den obligatoriske ‘alle tandstikkerne ned paa fortorvet’, grinede vi meget af at han slet ikke var tysker, men fransk-canadisk.

Naamenaltsaa - Tim og jeg fandt refugiet oppe ved katedralen i Astorga og blev installeret.
Klokken var ved at blive mange saa vi gik ned paa torvet igen for at spise.

Her stoedte vi paa to midaldrende tyske damer som vi havde modt kort foer, og vi satte os til at spise med dem.

Pludselig dukkede Denis op. Og satte sig. Og snakkede. Og han er god til alle tre dele.
Der blev kaldt nogle store, kolde fadoel paa bordet (de bedste vi nogensinde har smagt) og saa gik snakken ellers paa tysk-engelsk, indtil damerne skulle i seng.
Saa drak vi nogle flere oel med Denis. Det er jo haardt arbejde at gaa hele dagen…

Orbigo - nu med hoftesmerter

08.09.06 | 12:00 | Joachim

Efter morgenkaffen hos Socorro og vagtskiftet med de to midaldrende polske kvinder, begav vi os paa vej mod Orbigo.
Vores oprindelige plan var at gaa de cirka 12 kilometer paa vores totalt smaderede foedder, saa da vi naaede frem satte vi os paa torvet i skyggen under et trae og rodede med vores bentoej.

Lidt laengere nede af gaden var et albergue - refugium, vandrerhjem…kald det hvad du vil - og de havde Internetadgang!
Tim og jeg satte os til at oploade billeder fra kameraet og skrive loes paa bloggen mens Mike Oldfield anno 1981 droenede ud af hoejtalerne.
En meget stressende oplevelse, men damen i receptionen noed musikken saa vi naennede ikke at slukket for skidtet selv om musikanlaegget stod i det rum vi sad i.

Nu skal ingen komme og sige at det kun var vores foedder den var gal med; Tim havde klaget over en heftig muskelspaending/krampe/forstraekning/gammelmandssyndrom i sin venstre hofte, saa efter at have brugt to timer paa at oploade billeder og blogge og lytte til Oldfield, gik vi paa jagt i Orbigo efter et apotek (som havde aabent…folk hernede holder fri mellem 14- 17 hvor de ligger og stener - og det kunne vi godt laerer noget af)…

Naamenaltsaa - vi fandt et apotek og Tim fik koebt noget creme fuld af Ibuprofen som tilsyneladende fik hans hofte til at blive god igen…og saa syntes han pludselig at de 12 kilometer til Orbigo sguda var alt for lidt og vi kunne da sagtens gaa laengere og paa denne her maade naaede vi jo ikke end skid!

Morgenkaffe hos Socorro

08.09.06 | 8:30 | Tim

Efter godt en times vandring faar vi oeje paa et skilt, der antyder at man kan faa kaffe, 50 m nede af en sidevej.

Vi gaar derned og begynder at afmontere vores pik-pak foran et privat hus. Et oejeblik efter kommer en lille goende hund ud, efterfulgt af en meget spansktalende kvinde.

Vi fik, efter lidt tids fakter, fattet at vi skulle foelge med hende ind i garagen. Her stod et bord og nogle stole, ved siden af bilen, hvor hun aabenbart trakterede med kaffe og hjemmelavede donuts.

Udover kaffen og kagerne, kunne hun ogsaa stemple vores pilgrimspas, hvilket man aabenbart ogsaa goer andre steder end hvor man overnatter. Men da hun saa at vi var startet i Leon, var hun tydeligvis ikke synderligt imponeret. Hun havde selv gaaet caminoen, hele vejen, 2 gange.
I det hele taget var hun ikke saadan at imponere. Joachims navn blev udtalt paa spansk, efter at det blev skrevet ned, men “Tim” mente hun slet ikke var et navn.

Det varede ikke laenge foer der kom et par polske pilgrimme til, for at afloese os maaske, saa vi pakkede vores grej, takkede mange gange, paa spansk, og begav os paa vej.