Efter at have shoppet lidt &%$# souvenir i turistfaelden O Cebrerio, saa gik det nedad.
Og det gjorde nas. Paa mig ihvertfald.
Syv dage og 180 kilometer stort set uden smerter i muskler og saa *bam* - min achillesene paa venstre ben begynder at goere voldsomt ondt.
Da vi kom et godt stykke dernedaf saa rendte vi paa byen Alto del Poyo.
Den bestod af to bygninger - et albergue/bar og et hotel.
Stedet mindede voldsomt meget om et truckstop saa vi nakkede en kop kaffe mens det regnede - og mens jeg oemmede mig i lange baner.
Heldigvis laa der et overnatningssted tre kilometer laengere fremme i byen Fonfria del Camino.
Alberguet hed ‘A Reboleira’ og udadtil lignede det et standard betonhus.
Men da vi kom indenfor, saa var det som at traede ind i et afsnit af Twin Peaks; bjaelkehytte-look med trae allevegne og med et stort cirkulaert rum i midten kranset ind af traestolper.
Virkeligt syret. Og vejret udenfor der bestod af smaaregn og masser af taage hjalp til med stemningen.
Tim og jeg laa og stenede i vores senge omkring kl. 20.15, da en af fyrene fra alberguet (han lignede totalt Lars Hjortshoej) droenede ind i soverummet og spurgte om vi skulle ha’ mad med?!
Det skulle vi - og saa blev vi koert 50 meter i hans bil hen til et typisk, rundt Gaellisk hus der fungerede som festsal.
Hér stod den paa en slags saltede fisk. Altsaa - smaa fisk som var saltet og toerret med hud og haar.