Arkiv for kategorien 'El Camino 2006'

Længsel

14.09.06 | 18:31 | Tim

Savner ungerne.
Savner isaer at putte mig ind til hende den soede derhjemme.

Glaedelig gensyn i Samos

14.09.06 | 16:00 | Tim

Stille aften i Samos. De kaotiske tosser kom selvfoelgelig for sent, til at kunne faa en rundvisning paa klosteret.
Saa vi koebte noget broed og lidt paalaeg, og satte os uden for klostret.
Vi spiste og hyggede os, hvorefter vi hoppede i seng, vistnok omkring 21.30.

Det regnede let her til morgen, men det var ikke spor koldt.
Naeste stop er Sarria, hvor vi laegger det seneste billeder op.

Vi har ogsaa lagt nogle billeder ind paa de tidligere indlaeg, saa det er muligt at faa en ide om hvor de forskellige billeder hoerer til.

Alene til Samos

14.09.06 | 14:00 | Tim

Det var koldt, moerkt og taaget da tog afsted.
Vi maate tage regnslag paa for ikke at blive kolde paa brystet.

Ved ankomsten til Triacastela var foerste prioritet at finde en laege til Joachims ben, hvilket lykkedes med lidt lokal hjaelp.
Der var foerst tid kl. 13.30, saa vi spiste morgenmad og aftalte at moedes i Samos senere paa dagen.

Jeg koebte mig en vandrestav, og begav mig afsted uden min foelgesvend.
At gaa alene var fint nok, men ved ankomsten til klosteret i Samos, foelte jeg mig temmelig ensom.

Refugiet paa klosteret var endnu ikke aabent, men jeg fik love at smide min rygsaek, og kunne saa komme igen en time senere. Tid til kaffe og skrive et par postkort.

Efter at have skrevet mig ind, lagde jeg mig paa sengen og hvilede benene. Spekulerede paa om Joachim kom tilbage med en melding om at vaere noedt til at tage hjem. Sov lidt.

Skal Joachim have sat sit ben af?!

14.09.06 | 13:30 | Joachim

…eller hvad?!

Efter afgangen fra Fonfria del Camino stod det ret klart for mig at jeg max kunne gaa 10 kilometer uden at det skulle ende med at mit venstre ben skulle saettes af (hvem siger at maend er overdramatiske naar de er syge?!).

Achillesenen gjorde ret ondt og en del af min fod var svulmet ret meget op - betaendelse.
Efter at have faaet en aftale i (laege)hus i Triacastela aftale Tim og jeg at han skulle gaa videre til klosteret i Samos alene og saa ville jeg komm humpende efter ham naar laegen havde gloet paa min fod. Det var endog paa tale at jeg skulle tage bussen til Samos hvis det blev for sent eller hvis jeg var blevet erklaeret invalid.

Saa galt gik det nu ikke; i laegehuset fik jeg tip-top behandling af to kvindelige laeger paa én gang. Den ene kunne ikke tale engelsk saa den anden traadte til og oversatte.
De sagde indledningsvis at jeg skulle holde mig i ro i nogle dage…og saa spurgte de mig bagefter om jeg virkeligt havde taenkt mig at holde mig i ro.
Det havde jeg naturligvis ikke, og saa grinede de indforstaaet (aandsvage pilgrimme) og gav mig omhyggeligt gav 3x bandage paa, og jeg forlod laegen som en glad mand.
I regnvejr.

Og saa gik det ellers over stok og sten til Samos. Bandagen stoettede virkeligt godt…og saa skal man jo heller ikke underkende ‘barn faar plaster paa og leger videre’-effekten…

Turen til Samos var smuk og jeg var i fantastisk humoer.
Men da jeg kom frem kunne jeg ikke finde indgange til klosteret som alberguet skulle i, og jeg maerkede savnet af min makker. Ingen sparring dér.
Jeg fandt dog indgangen - og Tim.

Nat i albergue del Twin Peaks

14.09.06 | 6:00 | Tim

Underlig nat. Jeg havde slet ingen fornemmelse af at have sovet.
Mine hofter gjorde ondt naar jeg laa paa siden, nogen klappede kortvarigt, tilsyneladende for at komme snorken til livs, og folk syntes at rende paa lokum hele tiden.
Til sidst taenkte jeg at nu maate alle da snart have vaeret ude at tisse. Vi var omkring 30 personer i sovesalen.

Pludselig saa jeg at nogen var ved at klaede sig paa. Maaske havde jeg sovet ind imellem alligevel.

Twin Peaks - nu med Lars Hjortshøj

13.09.06 | 16:00 | Joachim

Efter at have shoppet lidt &%$# souvenir i turistfaelden O Cebrerio, saa gik det nedad.
Og det gjorde nas. Paa mig ihvertfald.
Syv dage og 180 kilometer stort set uden smerter i muskler og saa *bam* - min achillesene paa venstre ben begynder at goere voldsomt ondt.

Da vi kom et godt stykke dernedaf saa rendte vi paa byen Alto del Poyo.
Den bestod af to bygninger - et albergue/bar og et hotel.
Stedet mindede voldsomt meget om et truckstop saa vi nakkede en kop kaffe mens det regnede - og mens jeg oemmede mig i lange baner.

Heldigvis laa der et overnatningssted tre kilometer laengere fremme i byen Fonfria del Camino.
Alberguet hed ‘A Reboleira’ og udadtil lignede det et standard betonhus.
Men da vi kom indenfor, saa var det som at traede ind i et afsnit af Twin Peaks; bjaelkehytte-look med trae allevegne og med et stort cirkulaert rum i midten kranset ind af traestolper.
Virkeligt syret. Og vejret udenfor der bestod af smaaregn og masser af taage hjalp til med stemningen.

Tim og jeg laa og stenede i vores senge omkring kl. 20.15, da en af fyrene fra alberguet (han lignede totalt Lars Hjortshoej) droenede ind i soverummet og spurgte om vi skulle ha’ mad med?!
Det skulle vi - og saa blev vi koert 50 meter i hans bil hen til et typisk, rundt Gaellisk hus der fungerede som festsal.
Hér stod den paa en slags saltede fisk. Altsaa - smaa fisk som var saltet og toerret med hud og haar.

Turistfaelden paa bjerget

13.09.06 | 12:00 | Tim

Det var koldt og taaget, vores sko og vasketoejet var stadig vaadt da vi drog afsted.
Til en afvaeksling havde vi faaet morgenmad inden vi drog afsted, saa vi var ved godt mod.

Det gik stort set kun opad, og Joachim begyndte at faa smerter i achillesenen.
Paa toppen laa en gammel kirke og en lille klynge huse som udgjorde den lille by O Cebrerio.

Udover restauranterne var der et par souvenirbutikker, hvori Joachim glemte alt om daarlige ben og legede turist i tyve minutter.
Om ikke andet bleve tegnebogen lidt lettere.

Albergue ala Itabyra

12.09.06 | 18:00 | Joachim

Naa - efter denne her vildmand oppe paa bjerget der foeltes som 7.000 km, saa kom vi endelig ned fra igen og ’tilbage’ paa den ordnaere rute.

Der sker det forunderlige nogle gange at naar man er mest traet og smadret og muggen (jeg var lidt muggen- tro det eller la’ vaer’) - saa bliver man ogsaa ret indaedt.
Og vi blev indaedte.
I stedet for at overnatte i den foerste by - Trabadelo - saa forsatte vi.

Saa begyndte det at regne.
Saa begyndte vi at grine og syntes at det hele var totalt lige i skabet - deroute og regnvejr.
Og gik videre forbi byerne Portela og Ambasmestas.

Da vi drejede ind mod byen Vega de Valcarcel saa fik vi oeje paa et albergue der hed ‘Brazil’.
Og det blev dén dags skaebne.

Stedet belv styret med haard haand af Itabyra - en brasilianer der et par aar forinden havde faaet et ’syn’ og derefter aabnet dette her refugium for pilgrimme:

Itabyra viste sig at vaere et…sammensat menneske.
Han lugtede let af vin da vi ankom og boed os velkommen og forklarede at der var faelles mad kl. 20 hvis vi havde lyst.
Det havde vi.

Itabyra havde en brasiliansk kvinde som hjaelper i koekkenet og hun gik og sang med paa sangene der droenede ud af ghettoblasteren.
Og mens vi ventede paa middagen puslede Itabyra rundt i koekkenet.

Da der blev kaldt til middag var der daekket op til fem; Tim og jeg paa den ene side, to norske kvinder paa den anden side - og saa en kuvert til Itabyra. For bordenden.
Saa var stilen lagt.

Han fortalte om traditioner og om sit land og og sit lands mad og Caminoen.
Og maden var ikke serveret endnu - og vi var sultne.
Endelig hentede han salaten og vi gaflede i os mens han stadig snakkede og langsoooomt smed et par salatblade paa sin tallerken.

Og saaledes gik middagen. Tre retter mens Itabyra snart sad, snart stod op - og messede for bordenden paa sit fantastiske brasiliansk-engelske.

Men han var cool nok - i sin sweat-shirt med et ordentligt kors paa.
Han tog sin rolle som hospitaleria - vaert - alvorligt. Og det var en fantastisk oplevelse.
Da vi tog afsted om morgenen, stod han i doeraabningen og ringede en med klokken mens han sagde ‘Buen Camino’.

Flot vildmand

12.09.06 | 15:00 | Tim

Da vi forlod Villafranca del Bierzo kom vi, ved en fejltagelse, ind paa en alternativ rute, hvilket betoed at vi maatte gaa 5-6 kilometer laengere over et par bjergrygge i stegende solskin.
En fantastisk smuk tur, men prisen var nogle satans oemme ben.

Saa er der billeder

12.09.06 | 11:09 | Tim

Vinmarkerne har domineret landskabet siden i gaar eftermiddags, og ruten gaar skiftevis op og ned gennem taerrenet.

Hver gang man passerer andre peregrinos udeveklses et “buen camino”. Selv de lokale vi moeder paa vejen oensker os en god camino.
Man foeler virkelig at man er med i et stoerre faelleskab.

Vi har fundet internetforbindelse bagest i en tobaksforretning i Villafranca del Bierzo, saa nu smider vi alle vores billeder op.

El Camino 2006

God fornoejelse.

UPDATE kl 22.30
Saa er alle de billeder vi har taget indtil videre, paa plads.