Tim og jeg sov fantastisk sammen i en dobbeltseng i Leon.
Kl. 8 tog vi afsted fra vores hostal og gik ud af byen.

Saadan en by som Leon er fuld af forstaeder og vi gik igennem de fleste af dem - langs hovedvejen. Ikke specielt ophidsende eller fredsommeligt.

Efter omkring 15 km. loev vi paa en dame i sin bedste alder. Jeg spurgte hende om hun talte engelsk - og veluddannet som hun var…fra Danmark - svarede hun ‘Ja’.
Hun hed Gunhild og kom fra Haderslev og gav os gode tips - hun havde gaaet helt fra St. Jean Pied de Port og var ved fantastisk godt mod.

Vi ankom til Leon kl. 23.30, hvilket betyder at refugierne er lukkede, saa efter at have tjekket katedralen ud og faaet os en lokal “cervesa” (øl) - den bedste vi nogensinde har smagt, fik vi et vaerelse paa et hostal.

Da vi steg ud af flyet i Valladolid, blev vi ramt lige i smasken med 34 graders varme. Det er f… varmt.

Hverken Joachim eller jeg er skide gode til at planlaegge, saa vi havde selvfoelgelig ikke overvejet hvordan vi skulle komme videre fra, den meget lille, Valladolid lufthavn.
Prisen for denne manglende evne var at vi, ifoelge herren i informationsskranken, som vist var ansat af busselskabet Aena, skulle booke saeder paa den direkte bus til Leon.
Ud af tre afgange den dag, kunne vi foerst faa plads paa den sidste, kl. 23.15.

Vi bookede pladsen, men gad ikke vente 6 timer i lufthavnen, saa vi besluttede at varme op til caminoen, ved at gaa de 11 km ind til Valladolid, og se om vi kunne komme videre med tog derfra.
Vi kunne trods alt naa at tage en taxa tilbage til lufthavnen, hvis intet andet var muligt.

Yderligere 4 km inde i byen fandt vi omsider banegaarden, og ankom et kvarter foer det direkte tog til Leon afgik.
Der var lige tid til en bocadillo og en cola.

Vejen til Valladolid:

Vores faelles astrolog tog ikke fejl - heldet forfoelger de tossede.
Ombord paa Ryan Air flyet til Spanien var der konkurrence; koeb noget af de soede stewardesser og faa et lod og samtidig muligheden for at vinde en returrejse med Ryan Air - The Number One Low Fare Airline!

Jeg nappede en Mars-bar fra udsalgsvognen…og vandt sgu.
Her er den glade(?) vinder og de glade stewardesser:

Vi maerkrede tydeligt terrorangsten i London.
Foerst i undergrundsbanen paa Victoria Station, hvor en tydeligt ophidset speakerstemmen sagde at vedkommende der havde stillet baggage ved billetudsalget skulle fjerne det OMGAAENDE!
Ellers ville stationen blive lukket.
Baggagen blev vist fjernet - stationen lukkede ihvertfald ikke (mens vi var der).

Derefter i lufthavnen hvor lommerne skulle toemmes for lightere og taendstikker i sikkerhedschecket inden vi blev lukket ind i afgangsomraadet.
Her kunne saa koebes lightere for et ubluet beloeb og saa kunne der ryges.
Lige indtil vi skulle gaa ombord paa flyet. Man maa jo ikke ha’ lightere med ombord.
Lighterbranchen har kronede dage i lufthavnen - gad vide om de indsamlede lightere bliver solgt igen?
Smart business!

Vel ankommet til Stansted lufthavn i London, gik det op for os at London er et vidt begreb.
Vi havde 12 timer til vores afgang til Spanien og ville overnatte i London - som laa halvandens times bustur vaek.

Vi nappede et hostel i Victoria som hed “The Wellington” og som laa paa Vincent Square.
Vi ankom ved midnatstid og blev vi budt hjerteligt velkommen af natportieren som var baade hollandsk og indisk og som styrede de mange sengepladser.

Da vi spurgte efter noget at drikke, henviste han os til colamaskinen i kaelderen og mens Tim gik ned for at traekke drikkelse saa foraerede han mig sin madpakke.
Tre kogte aeg og to stykker toastbroed.
Snak om venlighed.

Her er udsigten fra vinduet i vaerelset:

Turen fra Kastrup til London med EasyJet gik uden problemer, men vi var ogsaa i gode haender, Den flinke dame fra kabinepersonalet forklarede nemlig, at redningsvestene befandt sig under saedet, i det usansynlige tilfaelde at vi matte lande paa vandet. Og jeg som troede at England var et oerige.

Saa er der hul igennem fra Spanien.
Vi vil blogge naar vi komme til det, men vi vil aendre datoen paa indlaegget saa det passer med det tidspunkt hvor oplevelsen har fundet sted.
Ens slags fake liveblogging hvor vi jonglerer med datoerne som Gud har skabt dem…
Saadan er vi.

Vi goer det saadan fordi bloggen her ogsaa fungerer som faelles hukommelse for os - en slags dagbog paa nettet (sic!).

…men ind imellem så løber man jo altså på nogle interessante mennesker, og så trækker det ud.

Som nu for eksempel her i eftermiddags i Netto i Matthæusgade på Vesterbro.
Sådan henover kødpålægget stødte jeg ind i min ex-svigerinde og hun spurgte hvornår jeg skulle på pilgrimsturen (velinformeret som hun nu er).
Jeg svarede at det var nu på tirsdag, og pludselig brød en pige så ind og sagde at hun skam lige havde gået på Camino’en og så endte jeg med at stå og snakke med hende i 20 minutter.

Hun hedder Linda og har sin egen historie og tilhørende billeder liggende her.
Jeg fik linket på en seddel:

Og så kender hun vist også Eline der har blogget om sin gåtur og ikke mindst forberedelserne til den - for ikke at nævne hendes ømme knæ.

Jeg føler mig allerede som medlem af et broder(søster?)skab.
Og jeg er ikke engang kommet afsted endnu.