Saa er vi naet vi frem til Santiago de Compostela.
Vi har faaet stemplet pas, udleveret diplomer og booket flybilletter.
Vi forventer at ankomme til CHP onsdag kl. 15.10 med Iberia IB3304, hvis nogen skulle have lyst til at hente os - i Terminal 2.

Nu skal vi have et bad og en iskold cerveza.

Hullerne i historien bliver udfyldt senere.

Vi stod tidligt op, klar til de sidste knap 20 km til Santiago. Klar til at tage hjem.

Det var mørkt og tåget, så lygterne måtte frem for at spotte de gule pile.
Vi skulle igennem en masse skov, for allerede efter 8 km at støde stenen ved bygrænsen, som alle de andre har taget billeder af. Vi tog også et par billeder.

Det blev langsomt mere og mere by. Vi stoppede ved et hotel og fik morgenkaffe og en croissant, hvorefter vi fortsatte mod byen.

Kl. 12.37 trådte vi ind på pilgrimskontoret, fik godkendt og stemplet vores pilgrimspas, samt udleveret det officielle bevis på vores antregnelser. Vi satte os på den store trappe og nød solen.

Stolte og lettede, men også lidt vemodige. Vi var lige pludselige blevet identitetsløse.
Den identitet vi havde haft de sidste par uger, var som ved et trylleslg forsvundet. Vi var nu blot et par turister blandt tusinde i den store gamle by. Ingen ænsede os, ingen hilste.

Et hold på 5 tyskere valgte også at gå videre, netop som vi forlod refugiet.
Altså var vi 9 pilgrimme og muligvis flere foran os, som gik mod Santa Irene.

Der var gået konkurrence i den. Vi gik efter de sidste sengepladser i Santa Irene, og vi havde ikke tænkt os at tabe.

Vi holdte et godt tempo og gik også forbi dem alle, samt en enklet halvdøv pilgrim, som Joachim løb efter da da han var gået forkert ved et vejkryds.

Det var blevet til 41 km, vores rekord, da vi nåede det private refugium. Vi valgte bare at snuppe det, og fik de to sidste sengepladser de havde.

Efter at have smidt rygsækkene, gik vi op til den lokale bar/restaurant og fil en kold øl hver - den bedste vi nogensinde har smagt!

Det sidste dages nedstigninger havde sat sig i mit højre knæ, men vi var så tæt på Santiago at det bare handlede om at komme i mål.

Vi havde passeret det punkt hvor den nordlige og den franske rute støder sammen, hvilket betød flere pilgrimme på vejen og dermed også på refugierne.
Jeg tror også at en del startede ved de sidste 100 km, som er minimum for at få pilgrimsbeviset.

Turen var begivenhedsløs. Vi havde sat Arzua som dagens mål, og regnede med at vi dagen efter kunne nå et af de sidste refugier 5 eller 8 km fra Santiago, så vi kunne valse ind i byen fra morgenstunden.

Ved 16-tiden, efter 28 km nåede vi Arzua godt ømme i benene, og indskrev os på det offentlige refugium, som kun kunne tilbyde os de sidste to pladser på gulvet i et lille rum med 12 madrasser side om side.
Det var ikke med stor begejstring vi gik ned på torvet og fik en øl.

En tysk pige vi havde mødt nogle gange tidligere, fortalte at hun sammen med en amerikaner, ville gå videre til Santa Irene, som lå yderligere 14 km væk. Der skulle være et offentligt og et privat refugium. Det offentlige refugium havde kun 35 sengepladser.

Efter at have hvilet benene og under indtagelse af alkohol i solskinnet, blev vi enige om at tage chancen, og gå de 14 km til Santa Irene. Det kunne vi fa’me godt.

Så vi hentede vores grej og begav os på vej.

Afgangen fra Portomarin og vores totalt i orden hotelvaerelse, foregik tidligt om morgenen og det var moegtaaget og fugtigt.

Udgangen af byen foregik over en meget smal men meget hoej bro over en lettere udtoerret flod der loeb udenfor byen:

Efter et par timers march var det stadig taaget og fugtigt, hvilken var en anelse usaedvanligt fordi den slags suppe plejede at lette op ad formiddagen.

Vi havde sat os som maal at naa til Palas de Rei.
Tim havde koebt en knaebind i Samos og jeg havde koebt nogle Ibuprofen hestepiller paa 600 mg, saa trods det at Tims knae stadig gjorde knuder, var humoeret hoejt.

Da vi ankom til Palas de Rei var der fuldt booket paa alberguet, og i stedet for at vade rundt og lede efter anden overnatningsmulighed, besluttede vi os for at gaa videre og se hvad som skete.

Og saa skete der noget godt ca. 3 km udenfor byen - i Xan Julian.
Hér regerede Carmen et privat albergue og det gjorde hun godt.

Smilende og venlig tilboed hun aftensmad, overnatning og morgenmad til 20 euro, og specielt jeg faldt for hendes charme.
Jeg var ellers ved at vaere godt smadret og muggen, men da hun smilede saa livede jeg op.

Og saa var der lagt i ovnen til lokal raahygge; hende mand var tidligere biker og havde blandt andet koert paa kvaern igennem Europa. Han kunne ikke engelsk, men havde et usaedvanligt godt kropssprog og en fantastisk mimik saa jeg sad i baren en halv times tid og sluderede med ham. Via fagter og mimik. Rimeligt underholdende.

Efter aftensmaden smed han pludselig en lille pjusket killing paa bardisken og gav den noget maelk.

Denne her gamle socialist-biker-aktivist viste sig at vaere vild med katte, og viste mig billeder af tre killinger som han havde haft, mens han fortalt om deres forskellige temperament - via kropssprog :)

Jeg aergede mig en kort stund over at jeg ikke havde nogle billeder med af mine katte…men alright…kun i kort i tid; jeg er jo ikke helt idiot!

Carmens Place var absolut et hit for mig paa turen her.

Det var ikke koldt men regnede lidt, da vi startede ud fra klosteret ved 6.30 tiden.

Omkring frokost ankom vi Sarria, som var en stoerre by med meget larm.
Vi spiste lidt, fandt et sted hvor vi kunne uploade de seneste billeder, og skyndte os saa videre.

Vi ville tage den med ro. Joachims achillesene skulle have lidt ro og mit hoejre knae var begyndt at goere ondt, saa vi satte Barbadelo som dagens maal.
Dette maal blev hurtigt aendret. Jeg havde koebt et stoettebind til knaet, Joachim havde ingen smerter, og Ferreiros laa ved 100 km maerket. Det ville vaere et godt sted at stoppe og slutte af med en kold øl.

Vi naaede da ogsaa 100 km stenen og Ferreiros med lidt oemme foedder, og jeg kunne maerke mit knae igen. Men refugiet var fuldt, saa vi kunne se frem til at laegge 9 km oveni de 27 vi allerede havde gaaet, for at naa til Portomarin.

Saa med en god portion vilje, og et par 600 mg Ibuprofen tabletter naaede vi byen ved 21-tiden.
Vi var enige om at beloenne os selv med en overnatning paa hotel og et par cervezas - de bedste vi nogensinde har smagt!

I dag er det min mors foedselsdag, og selv om jeg ikke kan vaere med, skal hun have en hilsen paa dagen.

Saa hvis du faar forvildet dig herind, saa haaber jeg at du faar en god dag, og at den oevrige familie kommer og fejrer dig.

Et stort knus og hjertelig tillykke herfra.

Savner ungerne.
Savner isaer at putte mig ind til hende den soede derhjemme.

Stille aften i Samos. De kaotiske tosser kom selvfoelgelig for sent, til at kunne faa en rundvisning paa klosteret.
Saa vi koebte noget broed og lidt paalaeg, og satte os uden for klostret.
Vi spiste og hyggede os, hvorefter vi hoppede i seng, vistnok omkring 21.30.

Det regnede let her til morgen, men det var ikke spor koldt.
Naeste stop er Sarria, hvor vi laegger det seneste billeder op.

Vi har ogsaa lagt nogle billeder ind paa de tidligere indlaeg, saa det er muligt at faa en ide om hvor de forskellige billeder hoerer til.

Det var koldt, moerkt og taaget da tog afsted.
Vi maate tage regnslag paa for ikke at blive kolde paa brystet.

Ved ankomsten til Triacastela var foerste prioritet at finde en laege til Joachims ben, hvilket lykkedes med lidt lokal hjaelp.
Der var foerst tid kl. 13.30, saa vi spiste morgenmad og aftalte at moedes i Samos senere paa dagen.

Jeg koebte mig en vandrestav, og begav mig afsted uden min foelgesvend.
At gaa alene var fint nok, men ved ankomsten til klosteret i Samos, foelte jeg mig temmelig ensom.

Refugiet paa klosteret var endnu ikke aabent, men jeg fik love at smide min rygsaek, og kunne saa komme igen en time senere. Tid til kaffe og skrive et par postkort.

Efter at have skrevet mig ind, lagde jeg mig paa sengen og hvilede benene. Spekulerede paa om Joachim kom tilbage med en melding om at vaere noedt til at tage hjem. Sov lidt.