Tidligt op og sent i seng - det er godt for en pilgrim.

Vi tog afsted fra Molinaseca kl. 6.30 og altsaa - det er dejligt at gaa tidligt for det er koeligt.
Om dagen naar solen er staaet op, er her over 30 grader.

Turen gik mod Cacabelos og muligvis lidt laengere, men da vi ramte byen efter 20 kilometer blev vi enige om at vi havde gaaet nok.

Denne dags terraen var en anelse kedeligt omend varieret.
En del af ruten gik igennem en stoerre industriby og den slags kan man jo bare tage til Glostrup for at glo paa.
Men til andre tider gik vi igennem vinmarker, og det er altsaa en meget fed fornemmelse at plukke et par druer og gaa og spise dem paa vejen.

Vejret var for en gangs skyld overskyet, og det betoed at de 30 grader foeltes helt menneskelige

Over bygraensen til Cacabelos blev vi budt velkommen af ‘Vera’ og det er jo altid dejligt at blive budt velkommen saa vi fulgte hendes anvisning som foerte til refugiet lige udenfor byen.

Og her bor vi saa nu.
I et tomands-rum. Det er herlige sager.
Og dagens vasketoej er haengt til toerre. Som man siger.

Vi smider altsaa ikke billeder op i dag. Denne forbindelse sutter helt vildt.

Refugiet i Molinaseca laa et lille stykke ud igennem byen, men var en fantastisk blanding af hoestbal og campingplads og udendoers sovesal.

Vi valgte en koejeseng udenfor under halvtaget.

Den aeldre herre der tog imod os paa refugiet mente absolut at det var godt valg, og i al beskedenhed saa tror jeg han havde et lille crush paa mig.
Det var tydeligt at han var homoseksuel, og jeg fik baade klem paa armen og blide dask paa ryggen da han vise herlighederne frem. Sovepladserne altsaa.

Vel installeret fandt vi ud af at refugiets 1. mand Alfredo - der sad ude paa den store terrasse med udsigt over teltene - ikke bare styrede sovepladser men ogsaa et velfungerende fadoelsanlaeg!
Efter 105 kilometer syntes vi jo nok at vi havde fortjent en oel.

Vi fik ham paa taerene - han sad med dem i en balje - og han lod hanen loebe.
En euro for en fadoel (den bedste vi nogensinde har faaet) er guf for en toerstig pilgrim saa vi blev hangende paa terassen og fik foelgeskab af ‘Vera’ fra Belgien.

Hendes rigtige navn er kendt af redaktionen…men det er hollandsk saa vi kan ikke huske det.

Hun kom for at nasse en smoeg fordi hun netop var stoppet med at ryge 4 timer forinden.
Nuvel - en pilgrim i noed bliver naturligvis hjulpet af en anden pilgrim, og hun kvitterede med et par af de billige og kolde fadoel, saa aftenen endte lidt teenageagtigt med at jeg taagede rundt i en fadoelsbrandert og snakkede med nogle polske piger, mens den aldre herre der havde taget imod os, gik syngende forbi mig og nappede mig i kinden.

Hvem siger at det er kedeligt at vaere pilgrim og have oemme foedder?!

UPDATE 18.07.2007

Vi fandt senere ud af at vores hospitalero Alfredo er en berømthed på caminoen. Han skulle bl.a. have mødt den nuværende pave, da den blot var kardinal.

Fandt et billede på nettet af den berømte Alfredo.

/Tim

Saa landede vi endeligt i Molinaseca.
Foerste syn: vand!
Rigtigt, aegte loebende vand i rigelige maengder.
En bred kilde-flod loeb igenenm byen og vi styrtede over en bro ned paa en graesplaene hvor vi smed fodtoejet og dyppede de let opsvulmede og meget varme syrebasser i floden (den bedste vi nogensinde har dyppet dem i).

Ok, vandet var koldt.
Efter et par minutter hvor vi har staaet og lignet et par beskidte pilgrimsidioter blev det rigtigt koldt og saa begyndte det at goere ondt i foedderne paa en ny og spaendende maade.

Derfor var vi noedt til at smide os i graesset i solen og bare nyde livet.

Pilgrimstilvaerelsen er slet ikke saa ringe.
Smaa ting begynder at faa stoerre og stoerre betydning - og 20 minutter i graesset mens foedderne toerrer og kommer sig ovenpaa 25 km er en af de smaa ting der bliver store.

Vi stoedte paa et par andre danskere som havde vaeret paa Caminoen i 23 dage.
Inden de gik videre, vred de deres hatte op i vandposten paa torvet.

Genialt. Den skik tog vi til os.

Samtalen paa vejen synes at forstumme som dagene gaar.

Udsigten er fantastisk. Bjergene bugter sig i horisonten, og en lejlighedsvis miniaturelandsby skimtes laengere nede.

Turen til Molinaseca var 25 km ned af et bjerg i bagende sol. Det saetter sig i laarene.

Undervejs stoppede vi i en lille landsby og koebte en hjemmelavet bocadillo - den bedste vi nogensinde har smagt.
Den blev lavet mens vi ventede, af en rar lille dame, som brugte ordet “bueno” adskellige gange mens hun omhyggeligt placerede skiver af skinke og ost paa broedet.

Opvaagning i Rabanal kan vaere haard kost naar man hedder Joachim og har sovet meget taet sammen med 12 mennesker i et lille rum.

Tim vaekkede mig kl. 4 og sagde at saa var det op.
Derefter valgte han at kigge paa mit ur - han gaar naturligvis ikke med ur selv - og sagde at klokken var 4 og at det maaske nok var lige tidligt nok at staa op saa jeg kunne bare sove videre.

Se - jeg synes jo at det er den helt forkerte raekkefoelge at goere tingene i, men jeg er ogsaa udpraeget b-menneske og Tim er typen der normalt vaagner af sig selv paa det klokkeslag han skal op.

Nuvel - no hard feelings - jeg vendte mig om og sov videre til kl. 6.15, hvor han igen vaekkede mig.
Denne gang var det alvor og mens jeg baksede med min sovepose og min undertroeje og mit haandklaede og mine gaa-bukser og mine sko og alt mit forpulede lort i moerket, blev jeg mere og mere rasende!

Til sidst smed eg hele lortet ude paa trappen til 1. sal ude i foyeren saa det fyldte fire trin, og mens jeg sad og pakkede min rygsaek og pakkede den om igen sendte jeg onde blikke til de formastelige som vovede at bruge MIN trappe til at gaa paa!
Naar jeg nu skulle sidde og pakke.

Naa - gang i bentoejet, og ud af Rabanal i tusmoerket og den dejligt koelige morgenluft.

Ude paa ruten er det svaert at bevare et daarligt morgenhumoer laenge - selv for en garvet morgengnaven person som mig. Specielt sammen med Tim er det svaert. Vi har kendt hinanden i 26 aar og har tonsvis af faelles oplevelser og jokes med i baggagen.
Faktisk griner vi ret meget, og er jaevnt platte.

Byen lignede noget fra middelalderen og vores albergue laa noget under standarden.
Til gengaeld serverede baren ved siden af en fantasisk sangria - den bedste vi nogensinde har smagt.
Det benyttede vi os af et par gange.

Under middagen paa byens finere restaurant, hvor vi indtog den klassiske “Menu del peregrino”, 3 retter for ca. kr. 65, blev vi opstoevet af fransk-canadiske Denis.

Aftenen sluttede med en kold oel og ganske undeholdende diskussion med Denis, som talte engelsk og fransk, og de tyske damer vi moedte i gaar, som kom fra det tidligere DDR og kun talte tysk.
hvor vores tyske veninder fra i gaar, lettere berusede, kom forbi og

Efter kaffepause og efter nogle timers benarbejde igennem nogle smaa, hyggelige byer, dukker et fantastisk syn op.
Netop som vi gaar ind i en ny, lille by og runder et hjoerne dukker der moderne poptoner op i luften og et kaempe skilt fortaeller os at vi staar foran ‘Mesón Cowboy’ - Cowboy Bar.

Det foeltes fuldstaendigt som at traede ind midt i en Quentin Tarantino film; efter timers slaeb i solen paa oede veje kunne vi saette os ned og faa en cola og en bocadillo (spaniens svar paa en sandwich) mens musikken bragede igennem.
Vi snuppede en oel (den bedste vi nogensiden har faaet) for lige at falde ind i stemningen og falde helt igennem.

Et stykke udenfor Astorga gjorde vi holdt ved en superhyggelig gaard med udsigt til dejligt landskab.

Inde paa gaardspladsen blev der budt velkommen med kaffe og sager - hvis man var til det.

Her stoedte vi saa lige paa Gunhild der - paa aegte soenderjydsk maner - hun er fra Haderslev - havde siddet og soebet kaffe.
Hun er naturligvis en benhaard dame saadan at gaa hele Caminoen.

Vi snuppede ogsaa en kaffe - og Tim sagde at det vist var paa tide at jeg koebte et regnslag for hvis det begyndte at regne saa kunne jeg god risikerer at blive vaad og det havde jeg slet ikke taenkt paa hjemmefra saa jeg jeg gik ud i porten paa gaarden for at shoppe.

Her var et lille udsalg af pilgrimssager - og naturligvis et stempel og en stempelpude.
Alle steder som ligger langs pilgrimsruten har deres eget stempel, saa pilgrimmene kan faa stemlet deres pilgrimspas og derved dokumenterer overfor de kirkelige autoriteter i Santiago at de faktisk har bevaget sig paa pilgrimsruten…

Nuvel - jeg smuttede ind i porten og koebte et regnslag i - og en hat!